DMI: Sådan ser ugen ud

Den kommende uge vil igen byde på både byger og tykke skyer. Dog vil solen også få spillerum mellem skyerne.

Der er få gode nyheder at hente for de solhungrende danskere, der den seneste tid er blevet spist af med grå og våde regnvejrsdage.

Men generelt ser prognosen for den kommende uges vejr ud til at blive endnu en skuffende omgang for de fleste.
Efter en søndag med lokale nedbørsmængder på omkring 40 millimeter regn, ser det ud til, at mandagen byder på opklaring og anstændigt vejr flere steder.

"Det bliver en dag med mange skyer og lidt sol i perioder og generelt tørt med temperaturer omkring 20 grader. Så det ser hæderligt ud," siger Frank Nielsen, vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut, DMI.

Den nordlige del af Danmark kan dog fortsat forvente regn og byger i løbet af mandagen.

Tirsdag og onsdag byder på gode solchancer for de fleste. Der er dog usikkerhed om, hvorvidt de sydøstlige dele af landet vil blive strejfet af en front ledsaget med nye regnbyger.

Det vil i så fald gå ud over østersøområdet, fortæller Frank Nielsen.

"Ellers kan det se ud som om, at onsdag bliver rimelig fin med 17 til 22 grader og gode muligheder for at se solen," tilføjer han.

Mens onsdagen de fleste steder ser ud til at blive det vejrmæssige højdepunkt for dem, der higer efter at iføre sig korte bukser og solbriller, så vil det ustabile vejr formentlig vende tilbage torsdag.

"Torsdag kommer der en front ind med regn og byger - især i de sydvestlige egne," siger Frank Nielsen.

Temperaturerne vil stadig holde sig omkring 20 grader.

"Og så har vi fredagen, hvor vi både kan få sol og byger, mens det bliver en anelse køligere," forklarer meteorologen.

/ritzau/

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle