DN: Forkert at "handle natur" til fordel for landbruget

Nok vil blå blok gøre mere for de danske statsskove, men til gengæld opgiver man det åbne land, siger DN.

Blå bloks idé om at lade 20 procent af de danske statsskove ligge urørt hen er en rigtig god idé - hvis bare det blev ved det. Men i virkeligheden er der tale om en rigtig skidt byttehandel, mener Danmarks Naturfredningsforening, DN.

"Forslaget går jo ud på at lave en byttehandel. Nu kan vi få noget mere natur i statens skove, og så skal man til gengæld opgive beskyttelse af et tilsvarende i det åbne land. Det er en uhellig byttehandel."

"Vi holder fast i, at naturen kan ikke handles," siger Ella Maria Bisschop-Larsen, præsident i DN.

Hun mener, at forslaget, som præsenteres af Venstre, er et knæfald for landbruget. For med Venstres forslag vil cirka 25.000 hektar i det åbne land - moser, enge og heder - kunne indgå i landbrugets dyrkning, da det ikke længere beskyttes.

"Jeg får den opfattelse, at det mere er en hjælp til landbruget end en hjælp til naturen. Venstres dagsorden er at hjælpe landbruget what so ever, og jeg ser kun dette forslag som et led i det," siger hun.

Venstres miljøordfører, Henrik Høegh (V), mener, at hvis man vil gøre noget for at øge biodiversiteten i Danmark, så kunne man gøre det billigere og hurtigere for langt flere arter, hvis man lavede noget urørt skov.

Men her er Ella Maria Bisschop-Larsen uenig. Det er nemlig slet ikke de samme arter i skoven som i det åbne land.

/ritzau/

Emneord

politik , natur , skov

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle