DN imod flere pesticider

DN er imod, at nyt godkendelsessystem vil medføre flere pesticider til danske landmænd. Enkelte punkter er DN dog glade for i den nye pesticidstrategi.

Regeringen, Dansk Folkeparti, Socialdemokraterne, Radikale og SF har netop indgået aftale om en ny strategi for sprøjtemidler fra 2017 til 2021.
 
Aftalen betyder blandt andet, at grænseværdierne for nedbrydningsprodukter fra sprøjtegift i grundvandet bliver øget. Det betyder i praksis, at nogle sprøjtemidler, der i dag er ulovlige i Danmark, fremover vil kunne blive lovlige for landbruget at anvende.

Danmarks Naturfredningsforening mener, at det er en forkert vej at gå.
 
"Flere sprøjtegifte er ikke den rigtige vej at gå for at beskytte grundvandet og løse problemerne i dansk landbrug. Tværtimod. Det er helt forkert, at man nu forsøger at løse problemer med resistens, forårsaget af sprøjtegift, ved at tillade endnu flere slags sprøjtegifte. Vi ser hellere, at man finder mere bæredygtige løsninger, der er mere skønsomme overfor vores natur og grundvand," siger Ella Maria Bisschop-Larsen, præsident i Danmarks Naturfredningsforening, i en pressemeddelelse.
 
"Vi mener, at man bør bruge forsigtighedsprincippet. Al erfaring viser, at man på sigt finder ud af, de forskellige typer sprøjtegifte er endnu mere skadelige end først antaget," mener hun.
 
I Danmark hentes drikkevand fra grundvandet, modsat andre lande, hvor man også henter drikkevand fra overfladevand, og hvor man renser vandet. Derfor er der ræson i at have skærpede krav til sprøjtemidler i Danmark sammenlignet med andre lande, mener hun.

"Hvis vi forurener vores grundvand, så mister vi vores rene drikkevand. Derfor er det en rigtig god ide at passe på grundvandet, og det mener vi ikke, at man gør ved at hæve grænseværdierne," siger Ella Maria Bisschop-Larsen.

Delvist forbud mod glyphosat før høst

Der er samtidig flere positive tiltag, mener DN. For eksempel vil det fremover blive forbudt at bruge glyphosat før høst på afgrøder til konsum. Danmarks Naturfredningsforening har tidligere kæmpet for et totalt forbud mod brug af glyphosat før høst.

Ligeledes kommer der en handleplan for resistens, der skal hjælpe med at understøtte mere bæredygtige dyrkningsmetoder.

"Vi er naturligvis glade for, at der er kræfter i forligskredsen, der har sikret nogle positive ting i aftalen, ellers havde det været rent knæfald for landbrugslobbyen," siger Ella Maria Bisschop-Larsen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle