DN: Økologi er ikke en niche

Økologi handler ikke om størrelse, men om en anden måde at producere på, mener Danmarks Naturfredningsforening.

Bølgerne gik højt, da diskussionen om kvalitet versus kvantitet blev drøftet i teltet hos Landbrug & Fødevarer på Folkemødet fredag eftermiddag. Stemningen gik mest i retning af, at der skal være plads til begge dele.

Rikke Lundsgaard, landbrugspolitisk medarbejder hos Danmarks Naturfredningsforening (DN) ønskede dog at udrydde en misforståelse fra starten.

”Økologi er ikke en niche. Det er en anden måde at producere varer på. Niche betyder småt. Basilikum er en niche,” understregede hun.

DN ønsker at landbruget skal dyrkes økologisk.

Hampdronningen, godsejer Anne Sophie Gamborg, kunne til gengæld fortælle, at hun har truffet valg om, ikke at dyrke økologisk.

”Jeg er udlært på den økologiske landbrugsskole, men jeg er ikke økolog. Der er bæredygtighedsmæssige udfordringer, så jeg ikke synes, det er en god ide. Økologi holder ikke uden 70 kg N fra svineproduktionen. Økologi skal vi blive bedre, og vi har ikke løsningen endnu,” sagde hun.

Anne Sophie Gamborg slog et slag for, at man både dyrker bulkvarer og nicheprodukter.

”Vi dyrker hvede, fordi det er en god, stabil og sikker afgrøde. Vi dyrker også hampefrø, som er en niche. Vi er nødt til at have et sædskifte, så vi kan ikke have nicheafgrøder i det hele. Det supplerer hinanden godt,” sagde hun.

Lise Walbom, dir. Fødevarepartnerskabet, mener, at dansk landbrug skal stå solidt på den fødevareproduktion, vi har herhjemme og hylde forskellene.

”Der er mange nuancer i debatten, men vi kan være  stolte af hele klyngen og hele værdikæden,” sagde hun og pegede på at mange debattører befinder sig i en osteklokke.

”Vi burde løfte låget og dele vores viden,” sagde hun.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle