Drømmen er gået i opfyldelse: Klar til flere køer

Ralf Sanderink har bygget den malkestald, han har haft så hårdt brug for de seneste år. Samtidig gør det drømmen om flere køer realistisk, og i løbet af nogle år håber han at komme op på 1.000 køer. Artiklen er fra arkivet og bragt første gang i Kvæg Special nr. 1, januar 2017.

I næsten seks lange år har Ralf Sanderink ved Ribe og hans folk drevet køerne fra stalden gennem en udvendig drivvej over i malkestalden.

Systemet blev nødvendigt, da Ralf i 2011 byggede ny stald, men sløjfede alle planer om robotter og masser af teknik og i stedet bare fyldte stalden op med køer.

Men nu er tiden med den lange drivvej fra den nye til den gamle stald slut. I slutningen af marts tog han en helt ny 2 x 24 BoumaticExpressway i brug. Lidt for stor til de 570 køer, der i øjeblikket er i besætningen. Men det er også meningen, at der skal flere køer på farmen.

»Vi har en ansøgning til omkring 1.000 køer liggende hos Esbjerg kommune, « fortæller Ralf Sanderink, der kom til Danmark for 30 år siden.

Bortset fra de første dage er det gået godt at køre den nye malkestald ind.

»De første par dage ville køerne ikke gå fra opsamlingspladsen og ind i malkestalden. Indgangen er lidt smal, det runger lidt i stalden, og måske er der en lille smule mørkt der, hvor de skal gå ind. Desuden
skal de dreje 90 grader i stalden - før stod de på skrå,« fortsætter han.

Efter tre til fire dage gik det langt bedre, og nu finder køerne selv ind uden problemer. En enkelt ting måtte ændres: Den rotorbom, der skal få køerne hurtigt ud ad stalden, sad for lavt. Men det ændrede Boumativ uden diskussion.

Endnu malker folkene på gården lige nord for Ribe kun to gange dagligt. Men malketiden er ændret til 12 timer/12 timer.

»Selvfølgelig har vi overvejet tre gange malkning. Men der er mange ting, der skal passe sammen, før man begynder på det, og ydelsen skal nok også være lidt højere, før vi begynder,« lyder Ralf Sanderinks
overvejelser.

Ole Ugelvig fra bygningskontoret i Aabenraa har lavet tegningerne til den nye malkestald med udgangspunkt i Ralf Sanderinks egne ideer.

Foruden malkestald og opsamlingsplads rummer stalden et skåneområde og en klovbeskæringsplads lavet efter Ole Ugelvigs anbefalinger.

Malkeanlægget har mælkemåler og måler ledningsevne. Begge dele en god ting, når man ikke har nærkontakt med køerne. Den gamle malkestald benyttes fortsat til pencilin-køer og nykælvere.

 

Flushing af opsamlingspladsen sker med vand fra malkestalden. I løbet af få minutter kan opsamlingspladsen skylles helt ren. Men inden det sker, bliver den skrabet først. Vandet fra flushingen
holdes adskilt fra den gylle, der går til Ribe Biogas.

 

Gummimåtterne på opsamlingspladsen kommer fra Kraiburg. De ankom kun få dage før, stalden skulle tages i brug og er valgt især på grund af deres eminente skridsikkerhed. Ralf Sanderink havde set dem på en udstilling og besluttede med det samme, at dem ville han have. Selve gummimåtten indeholder et materiale, der er med til at gøre den skridsikker, men det slider på klingen, når man saver i dem.

 

Gennemtænkte løsninger og teknik i kælder

Malkestalden er udført som en malkehøj med kælder. Malkehøjen betyder, at kælderen ikke behøver
at være så dyb. Det er her, at al følsom teknik er samlet - beskyttet mod fugt og slid.

Mælken forkøles med vand fra egen boring, der senere bruges til vand til køerne. Selve køletanken er forsynet med to kredsløb, så den kan køle mælken ned, selv hvis det ene kredsløb står af. Isbank er udeladt, fordi det vil betyde for meget teknik.

Det varme vand - som der altid skal være nok af - varmes op med oliefyr. Det er ikke dyrere end el, siger Ralf Sanderink, men meget mere driftsikkert.

Gavlen i stalden står åben mod syd. Det giver mulighed for en udvidelse med en afdeling for eksempel med dybstrøelse til svage køer.

Ralf Sanderink tog også priser hjem for tre til fire år siden. Men faktisk er prisen på en malkestald faldet siden.

Placeret tørt under selve malkestalden sidder den mest følsomme teknik godt beskyttet. En løsning, der
er lidt dyrere - men mere driftsikker.

 

Opsamlingspladsen er afgrænset af autoværn, som Ralf Sanderink har gode erfaringer med at bruge på den drivgang, der gik mellem den gamle malkestald og kostalden fra 2011. Vinduerne i baggrunden kan åbnes for at skabe mere luft, når det er varmt om sommeren - en idé, der kommer fra Ole Ugelvig,
bygningskonsulent. Lyden er dog et problem, der endnu skal arbejdes lidt med, men tilsyneladende vænner køerne sig til den.

 

Klovbeskæringsboksen kommer til at stå for enden af en gennemtænkt drivgang, der er muret op i funda-blokke. Endnu er projektet ikke helt færdigt. Det er Ole Ugelvig, der har udtænkt systemet, der vil gøre det ekstremt nemt at klovbeskære køerne. Fundablokkene er pudset, og hjørnerne er afrundede, så køerene
ikke risikerer at blive skadet, når de skal ind til klovbeskæring. Samtidig er gangene så smalle, at køerne ikke kan vende sig.

 

Her er der virkelig kommet fart på. Når køerne er færdige med at blive malket, drejer et stort firkantet stativ rundt og skubber blidt dyrene ud. Koen får altså ikke lov til selv at bestemme, og det betyder en hel del for, hvor hurtigt der bliver malket. Til gengæld var der i starten en smule problemer med at få køerne til at gå ind til malkning. Men de er tilsyneladende ved at være løst. Lyden kan der dog også gøres lidt ved, mener Ralf Sanderink.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.