Driftsleder om dybstrøelse – der skal være rigeligt af den

Driftsleder Jesper Fredslund Davidsen fra Odsherred har rigtig god erfaring med at have besætningen på 60 malkekøer på græs i perioden fra slut april til slut oktober. Han oplever ingen problemer med klovlidelser og mener et område med dybstrøelse ved indgang er en væsentlig årsag.

Jesper Fredslund Davidsen, der er driftsleder på Sandgården i Odsherred,  ser deres område med dybstrøelse imellem drivgangen og foderområdet som en væsentlig del af årsagen til at de ingen problemer har med klovlidelser.  Han oplever at området med halmstrøelsen er med til at rense køernes klove inden de kommer ind i foderområdet.

”Jeg ved godt at dybstrøelse har fået et lidt dårligt ry, men jeg er overbevist om, at det har en effekt,” siger Jesper Fredslund Davidsen.

Han mener, at mængden af halm kan spille ind på, hvad man synes om dybstrøelse.

”Der skal være virkelig meget halm.  Altså man skal ikke gå ned på mængden af halm. Og derfor kan det også være en udfordring alt efter, hvor man bor i landet,” siger han.

Han påpeger, at dybstrøelsen måske har fået sit dårlige ry pga. problemer med bakterier.

”Det er jo organisk materiale så igen er det vigtigt at påpege at man aldrig må gå på kompromis med mængden af halm. Og her tænker jeg også, at der jo må være en grund til at sygeafsnit skal være med dybstrøelse. Det har flere positive effekter,” siger han.

Ikke påvist effekt

Kvægkonsulent hos LMO, Mie Riis, kender ikke til nogen dokumenteret effekt.

”Jeg vil bestemt ikke afvise, at man kan opleve det som en god ting med dybstrøelse, men jeg har ikke belæg for at sige, at det virker,” siger Mie Riis, ”men fordelen ved dybstrøelsen er jo, at klovene er mere tørre end på spalter og fast gulv”.

Hun påpeger, at det, der er positivt med afgræsning i forhold til klovlidelser, er at marken er et ’renere’ underlag at gå på.

”Det at det er et renere underlag gør, at det reducerer smittepresset. Og græsstråene kan man se lidt som en lille børste, der renser klovene,” siger hun.

Undgå mudder

Det er dog forudsat, at marken er forholdsvis tør i overfladen. Den gode effekt med afgræsning går tabt, hvis køerne går på meget mudrede arealer. Så risikerer man i stedet at få problemer med digital dermatitis. Huden i klovspalten danner en lille lomme fortil, som øger risikoen for at mudderet ”pakker” i klovspalten. Når mudderet efterfølgende tørrer ud, bliver det skarpt, og øger risikoen for at skære og slibe hul i hudoverfladen, så digital dermatitis kan udvikle sig.

”Her er budskabet er nok også, at det er vigtigt at have nogle gode drivgange, der afhjælper de problemer, der opstår i flaskehalsen omkring ind- og udgange,” siger Mie Riis.

 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.