Dyr PSO-afgift: 16,90 kr. for et slagtesvin fra fødsel til frysehus

PSO-afgiften udgør 16,90 kr. for et slagtesvin fra fødsel til frysehus.

PSO-afgiften tynger landbruget mere end nogen sinde før. Derfor foreslår L&F nu at droppe afgiften, der går til at støtte vedvarende energi, og sætte udgiften direkte på finansloven.

Det siger Flemming Nør-Pedersen, direktør i Landbrug & Fødevarer, der holdt indlæg på Agerskov Kro mandag eftermiddag.

PSO-afgiften er bl.a. med til at finansiere prisforskellen mellem fossil strøm og strøm lavet af vedvarende energi, for eksempel vindmøller.

Steget 189 procent

Han kalder situationen for uholdbar, fordi PSO-afgiften er steget meget mere end ventet da den blev indført og på trods af lempelser undervejs.

»Samlet set koster det fødevareklyngen over 700 mio. kr. årligt,« siger han.

For fire år siden var beløbet noget mindre, nemlig 248 mio. kr, så der er tale om en stigning på 189 procent. L&F forudser at stigningen fortsætter, så udgiften når 900 mio. kr. i 2020.

På finansloven

Landbrug & Fødevarer har flere gange i den forgangne uge rejst problemet over for ministre. Ifølge Flemming Nør-Pedersen bør PSO-afgiften afskaffes, og merudgiften skal på finansloven, hvor man kan prioritere, hvor meget man vil bruge på grøn energi, skoler og sygehuse.

»Sådan gør man i mange andre lande,« siger han.

Flemming Nør-Pedersen kunne bl.a. referere til en svineproducent, der for nyligt stod frem, fordi han nogle måneder betaler mere i PSO-afgift, end han betaler for strømmen. 127.500 kr. i PSO-afgift årligt bliver det for den pågældende bedrift.

16,90 kr. pr. gris

L&F har regnet ud, at PSO-afgiften pr. slagtesvin fra fødsel til frysehus herhjemme udgør 16,90 kr. Det er en dansk særafgift, som man ikke har i samme omfang i andre lande og derfor forringer det konkurrenceevnen.

Målt pr. slagtesvin går 2,50 kr. af afgifte til foderleddet, 4 kr. til smågriseproduktion, 4 kr. til slagtesvineprodutkon, 4 kr. på slagteriet og 2,30 kr. til frysehuset.

Mødet var arrangeret af Agerskovgruppen og de sønderjyske landboorganisationer.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle