Efter lukning af avlsstation: Dansk Kødkvæg opretter avlsforum

Repræsentantskabet i Dansk Kødkvæg har besluttet at oprette et avlsforum, der skal udvikle avlsarbejdet hos kødkvægsracerne. Desuden er ny næstformand valgt, efter Lars Thede er stoppet.

For en måned siden kom det frem, at VikingDanmark og raceforeningerne i dette efterår lukker individprøvestationen for kødkvægstyre i Aalestrup på grund af faldende antal afprøvede kalve.

Som reaktion har Dansk Kødkvægs repræsentantskab mandag besluttet at oprette Avlsforum for kødkvæg.

Formålet er at gøre det klart, hvordan avlsarbejdet kan udvikles.

En afstemning blandt læserne af Kvæg Plus viste sidste måned, at bekymringen efter lukningen var størst blandt kødkvægsproducenter. Hver tredje kødkvægsproducent svarede ja til, at lukningen er til skade. I alt havde 243 stemt, hvoraf en tredjedel var kødkvægsproducenter.

Aalestrup havde fokus på at registrere vægt, muskelfylde og foderoptagelse. Ifølge landskonsulent Jørgen Skov Nielsen, Dansk Kødkvæg, skal diskussionen i Avlsforum for kødkvæg også omhandle, hvilke andre avlsparametre, der er efterspurgte.

Levendefødte kalve, temperament og eksteriør er eksempler på parametre, der også kan være vigtige.

”Det handler om, at racerne gør sig klart, hvad der er vigtigt at få målt,” siger Jørgen Skov Nielsen.

Han forventer, at forummet vil afholde omtrent fire møder det næste år, hvor blandt andet formændene for de enkelte racers avlsudvalg vil deltage.

Jørgen Skov Nielsen siger, at avlsarbejdet også kan løftes med helt simple greb.

”Helt basalt kan vi blive bedre til at registrere mere i besætningerne. Det er eksempel vejninger, men også at få kalves far registreret”, siger han.

Der var opbakning til, at Dansk Kødkvæg ikke skal forsøge at lukke hullet efter lukningen af Aalestrup – de enkelte racer må gerne selv finde løsninger, hvis de mener, der er brug alternativer. En mulighed kan eksempelvis være stationsafprøvninger i anden form. Lige nu er racerne i tænkeboks.

Hvis der skal ske stationsafprøvning fremover, så er det vigtigt at gøre sig klart, hvad formålet er, siger landskonsulenten.

”Anvendelsen af Aalestrup har ikke været tilstrækkelig systematisk, så vi har fået for lidt for pengene,” siger han.

Repræsentantskabsmødet var fremrykket en måned, fordi næstformand Lars Thede blev ekskluderet af Dansk Blåkvæg og dermed mistede pladsen i Dansk Kødkvæg.

Ny næstformand er Søren Grunnet, formand for Dansk Limousine. Han var i forvejen medlem af bestyrelsen, så der skulle vælges nyt bestyrelsesmedlem – det blev Heine Slyk Søe.

Derudover var der valg til Viking Danmark og Viking Genetics, hvor Jørgen Larsen blev genvalgt til kødraceudvalget, ligesom der var to nyvalgte: Henning Have og Poul Nygaard. De to sidstnævnte blev desuden valgt til det fællesnordiske Viking Genetics Beef Comittee.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.