Efter ni gange plasmacytose:Tidlig sanering koster kun 17 kr.

Ni gange har Bjarne Pedersen pelset alle minkene ned på sin farm.

Alene de sidste otte år har han pelset ned og sat nye dyr ind seks gange. De fem gange endda uden at ét eneste dyr havde plasmacytose.

»Det kan være rigtig dyrt at lade være,« siger Bjarne Pedersen, der har 1.500 tæver på sin farm i nordjyske Sindal.

For Bjarne er sanering for plasmacytose en velkendt risiko, og han opfatter en sanering lidt på samme måde som at tegne en forsikring. Den koster lidt, og den begrænser risikoen for store tab.

Hvert år vurderer han derfor, hvor stor den økonomiske risiko er ved at undlade at sanere. Beslutningen tager han ud fra en nøje afvejning af de mulige plusser og minusser.

»For mig handler det om økonomi. Det handler om, hvor stort et beløb jeg risikerer at tabe ved ikke at sanere. Hvis jeg forholdsvis billigt kan sikre mig mod et sandsynligt stort tab, så gør jeg det,« siger han.

Har prøvet delsanering

Tabet ved ikke at sanere har han ikke et eksakt tal på. Det afhænger meget af, hvor hårdt farmen bliver ramt af plasmacytose og af niveauet på skindprisen det år, skindene skal sælges.

»Jeg har én gang undladt at pelse helt ned. Der prøvede jeg at lave en delsanering, hvor halvdelen af minkene blev aflivet, og der fik jeg at se, hvor galt det kan gå, når dyrene har plasmacytose. Det år glemmer jeg aldrig, og jeg lovede mig selv, at det aldrig skulle ske igen.

Økonomisk set blev det år også det absolut værste i mine 33 år som minkavler. Der var masser af problemer med de mink, der ikke blev aflivet. Der var mange små mink. Nogen satte ikke vinterpels. Andre fik stikkelhår, nogle havde skæve næser, og der var alt for mange døde,« fortæller Bjarne Pedersen.

Set med en minks øjne mener han heller ikke, at det er velfærdsmæssigt i orden at fortsætte med en smittet farm.

»Hvis jeg var en mink, ville jeg meget hellere undvære det lovpligtige legerør end at have plasmasytose,« siger han.

Beslutningen om at sanere eller ej tager Bjarne helst inden pelsningen er slut og allerhelst i oktober lige før pelsning. På de tidspunkter kan han stadig købe gode dyr til en god pris. En enkelt gang er han dog kommet helt ind i februar, hvor han selv fik reagenter, og det samlede trusselsbillede derfor pegede på en sanering som en fornuftig investering.

»Jeg har regnet på, hvor store omkostninger jeg har ved at sanere i henholdsvis november og februar. Der er en kæmpe forskel,« siger Bjarne Pedersen.

Prisen for en sanering besluttet før november har han beregnet til at være 246 kr. pr. tæve. Det beløb inkluderer udgifter til køb af nye tæver og hanner, transport, desinfektion, pelsning af gamle hanner og tæver, færre hvalpe, ringere skindværdi og ekstra udgifter til medhjælp. Se grafikken.

Til gengæld sparer han 152 kr. Besparelsen består af færre udgifter til foder, pasning, blodprøver, el og vand, hygiejnisering af gylle samt, at der ikke skal bruges tid på sortering, at aflivning og fodring kan foregå hurtigere, og at der ikke er noget tab på mistede dyr i de tre måneder.

Pr. tæve koster en sanering i november ham derfor 94 kr. svarende til 17 kr. pr. skind ved 5,6 skind pr. tæve. Hvis beslutningen først kan tages i februar, vurderer han, at prisen pr. skind bliver cirka det dobbelte.

»For det første går jeg glip af besparelserne på 152 kr. Derudover kan jeg næppe få lige så gode saneringsdyr, ligesom prisen på dem kan ske at være højere,« siger Bjarne Pedersen.

Ved en tidlig sanering uden reagenter sparer han også desinficering og vask, som slider meget på især redekasserne.

Kommer Bjarne ind i november uden at have besluttet en sanering, begynder han at sortere minkene ud fra vægt og udvælger 50 procent flere tæver og 100 procent flere hanner, end han skal bruge. Hvis der ikke er nogen reagenter blandt dem, sorterer han færdig.

»I år besluttede jeg at sanere 24. november, selvom jeg ikke selv havde nogen reagenter. Jeg gjorde det ud fra, at to andre farme, der ligger cirka én km væk, havde en reagent, og at der samtidig lå to farme fire en halv km væk med mange reagenter. Det talte også med, at pelsningen ikke var slut, og at jeg dermed stadig havde mulighed for at købe gode saneringsdyr. Desværre havde jeg lavet alt sorteringsarbejdet, som dermed var spildt.«

»Det var en svær beslutning. Jeg var egentlig ikke bange for de to nærmeste farme som smittekilder. Men når deres dyr var blevet smittet, vurderede jeg, at der var stor risiko for, at mine dyr også var eller ville blive smittet.«

Skal måske sanere igen

Det viste sig da også, at der i februar var tre farme tæt på Bjarne Pedersen, der havde mange reagenter, og nu viser det sig, at én af de to farme tæt på, der havde én reagent, for cirka 20 dage siden fik konstateret 12 reagenter.

»Så nu skal vi desværre måske igen starte på en ny omgang sanering,« siger Bjarne Pedersen.

»Havde jeg undladt at sanere, risikerede jeg at stå med både en smittet besætning, dårlige skind og muligheden for at smitte nabofarmene og udsætte os for, at vi sender smitten frem og tilbage mellem os som bordtennisbolde.«

Den længste periode, Bjarne Pedersen har oplevet uden at skulle sanere besætningen, er 10 år i træk.

»Jeg drømmer om, at det kan blive normalen igen. At vi igen kan få en hverdag uden at skulle tænke på plasmacytose. Det giver en helt anden tilfredsstillelse at arbejde med avl og at skabe bedre dyr år efter år i stedet for at begynde forfra hele tiden.«