Enigt analytikerkorps: Mælkeprisen står for fald

Mælkeprisens opadgående kurve kan knække inden for de kommende måneder.

De seneste måneder har mælkenoteringen været for opadgående, og det har lunet i kassen hos trængte mælkeproducenter.

Men ifølge mælkeanalytikeren, Palle Jakobsen fra Agrocom, ser rutschebaneturen nu ud til at have nået den foreløbige tinde, og nu vil det kunne gå nedad igen.

»De voldsomt høje smørpriser er faldet en hel del, og priserne på skummetmælkspulver (SMP, red.) er helt i bund. Det kan selvfølgelig betyde, at afregningspriserne kan falde hen mod årsskiftet – måske op til 15 øre,« siger Palle Jakobsen.

Hvis man tager udgangspunkt i Arlas acontopris for konventionel mælk, som lige nu ligger på 282,6 øre, vil den dermed kunne ende på et niveau omkring 267,6 øre pr. kg.

Smørret styrtdykker

På de globale råvarebørser har især smørret været inde i en særdeles volatil periode.

Siden februar er prisen på den hollandske bulkprisnotering steget over 70 pct. og endt på rekordhøje 6.980 euro pr. ton.

Siden er pilen dog peget nedad, og sidste uge kom det fjerde - og mest markante - prisfald i træk med 840 euro pr. ton. Dermed ligger smørprisen nu på 5.650 euro.

Det markante fald er dog fra et højt niveau, og derfor er det ikke noget, der giver anledning til hævede øjenbryn hos Palle Jakobsen.

»Langsigtet er det stadig meget positivt, for hvis man ser på lokomotivet for de seneste mælkestigninger, handler det meget om smør. Prisfaldene er forsvindende små i forhold til stigningerne, og priserne ligger stadig på et meget højt niveau, ligesom der ikke er noget, der peger i retning af, at vi får en syndflod af smør, der kan drive priserne ned,« siger han og fortæller, at også det økonomiske opsving hjælper på udsigterne, ligesom den amerikanske dollar har afsluttet sin lange nedtur.

Kan ramme to kr. pr. kilo

En anelse mere skeptisk er dog Troels Schmidt, chefanalytiker i Agrocura.

»Selvom det ikke er en større nedtur, vi formentlig står over for i 2018, så er det dog et år, hvor det vender. Vi er i en højpriskonjunktur, hvor den øgede produktion vil generere prispres ind i 2018 og 2019. Vi har hos Agrocura for nylig skåret toppen af vores prognose og regner med, at råvareværdien gennemsnitlig vil ligge på 2,45 til 2,50 kr. pr. kg. næste år,« siger Troels Schmidt.

Han vurderer, at de danske producenter i 2019 kan komme langt længere ned og opfordrer samtidig til, at man stiller sig selv i udsigt, at man kan få en hel del mindre for sin mælk til den tid.

»Jeg ser desværre ikke nogen hindring for, at vi godt kan ende med et lavpunkt på to kr. pr. kg. i den værste måned i 2019. Vi rammer nok ikke helt bunden fra 2016, men vi kan komme inden for et spænd på 20 til 25 øre. Det skal man indse, ellers kan man komme i klemme.«

’Festen er forbi’

Også i England vurderer den britiske analytiker Ian Potter, at mælkeprisen har haft sin optur i Storbritannien og også Europa.

»Festen er ovre for dem, der nåede at deltage. Fra 1. december vil der ikke være flere prisstigninger i Storbritannien, og mit bud er, at det næste prisryk vil være nedad. I Storbritannien vil vi være heldige, hvis det kun bliver et prisfald på 10 pct.,« siger han og tilføjer, at det bl.a. skyldes, at mælkeproduktionen er skruet i vejret.

Han oplyser, at alene den irske mælkeproduktion er steget med 11 pct, og Polen og Storbritannien følger trop med stigninger på hhv. fem og to pct.

»Hvis vi får et godt tidligt forår, kan vi i Storbritannien have oceaner af mælk, der vil påvirke mælkepriserne negativt, og jeg kan ikke se, hvordan det ikke også vil ramme resten af Europa,« siger Ian Potter.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle