Er økologi til fare for verdens fødevareforsyning?

Af lektor og sektionsleder Jesper S. Schou og adjunkt Christian Elleby, Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi, Københavns Universitet.

Selvom størsteparten af verdens fødevarer produceres og forbruges lokalt, handles en væsentlig andel af verdens fødevareproduktion på de globale fødevaremarkeder til gavn for både import- og eksportlandene. Dansk landbrug har igennem mange år etableret sig som en central spiller på de globale fødevaremarkeder, og i en opgørelse fra IFRO i 2016 blev det vurderet, at den danske landbrugsproduktion svarer til omtrent tre gange det nationale behov for fødevarer. Danmark bidrager således på nuværende tidspunkt til den globale forsyning af fødevarer, og samtidig forventes den globale vækst i befolkningstallet og i gennemsnitsindkomsten at føre til en øget fødevareefterspørgsel og et behov for yderligere international fødevarehandel.

Et synspunkt, som ofte fremføres i forlængelse heraf, er, at omlægning til økologisk drift er amoralsk på grund af det lavere udbytte fra økologisk produktion og et deraf følgende mindre dansk bidrag til den globale fødevareforsyning. Ræsonnementet er besnærende og har en væsentlig lighed med Malthus’ bekymringer omkring fødevareforsyningen til 1800-tallets voksende befolkning. Malthus tog dog heldigvis fejl. Efterspørgslen efter fødevarer voksede mindre end forventet, hvorimod det modsatte var tilfældet for udbuddet, idet Malthus undervurderede betydningen af incitamenterne til produktionsforøgende tiltag, som stigende priser medfører. Disse incitamenter bliver ligeledes ignoreret, når det argumenteres, at omlægning til økologi vil føre til en lavere produktion.

Udbud og efterspørgsel

I markedsøkonomier bliver fødevarepriserne bestemt af udbud og efterspørgsel, og i åbne økonomier påvirkes fødevaremarkederne af de globale prisudsving. Ligeledes har lokale udsving i produktion og forbrug en effekt på de globale priser. Det betyder, at en reduktion i et lands fødevareproduktion vil resultere i stigende fødevarepriser på globalt plan. Dette vil på sigt stimulere produktionen af fødevarer, herunder omstilling til mere produktive produktionsformer. Faktisk har der helt aktuelt været et eksempel på, at balancen mellem økologisk og konventionel fødevareproduktion påvirkes af priser og markedsvilkår. Således medførte afskaffelsen af mælkekvoterne, at der i 2016 skete en omlægning fra økologisk til konventionel mælkeproduktion med henblik på at udnytte de øgede produktionsmuligheder. Så selv om det forekommer oplagt at koble dansk økologisk produktion med et moralsk ansvar for at forsyne en øget global fødevareefterspørgsel, er det næppe en holdbar argumentation imod øget omlægning til økologi, da fødevaremarkederne vil ”kommunikere” et fremtidigt behov for øget fødevareproduktion igennem stigende priser. Det er dog en væsentlig forudsætning, at de globale fødevaremarkeder er velfungerende, og her er der fortsat nogle sten på vejen. Selv om landbrugsstøtten, relativt set, er faldende i OECD-landene og er mindre forvridende end tidligere, er der fortsat omfattende restriktioner på den internationale handel med fødevarer, hvilket forhindrer en effektiv udnyttelse af verdens ressourcer og dermed resulterer i et globalt velfærdstab.

Manglende købekraft skaber sult

En anden problemstilling knyttet til fødevareforsyning er underernæring. FNs landbrugs- og fødevareorganisation (FAO) skønner, at der i 2015 var 795 millioner underernærede mennesker i verden, men det er ikke en global mangel på fødevarer, som skaber denne ulykkelige situation, og dermed er det også forkert at knytte omlægning til økologi sammen med underernæring i udviklingslandene. Den Nobelprisvindende indiske økonom Amartya Sen formede vores forståelse af sultproblemet gennem sine analyser af adskillige hungersnødsepisoder igennem verdenshistorien. Han fandt, at sult typisk ikke skyldes mangel på fødevarer, men derimod manglende købekraft eller fattigdom blandt specifikke grupper grundet statslig regulering eller andre forhold. Dette understøttes også af tal fra FAO, som viser, at udviklingslandene pt. producerer 20 procent flere kalorier, end deres befolkninger har behov for.

Sultproblematikken er således tæt forbundet med fattigdom, og når en husholdning sulter, skyldes det typisk, at indkomsten er for lav til at sikre et tilstrækkeligt fødevareforbrug. Eftersom lav indkomst hænger sammen med lav produktivitet, og eftersom landbruget er den største sektor i udviklingslandene, er der behov for tiltag, som medvirker til en øget produktivitet i udviklingslandenes landbrug – snarere end i de rige landes landbrug. Dette inkluderer reformer af nationale politikker med henblik på at løse problemer knyttet til statslig styring af fødevareproduktionen, adgang til hjælpestoffer, kunstigt lave fødevarepriser af hensyn til bybefolkningen og dårlig infrastruktur. Derudover er der behov for investeringer i uddannelse og forskning.

Lav produktivitet er den største hindring

Den største hindring for at mætte en stigende global befolkning er altså en lav produktivitet i udviklingslandenes landbrugssektor. Manglende frihandel og protektionistiske nationale politikker medvirker til en inefficient udnyttelse af verdens ressourcer, men det fundamentale problem med fødevareforsyningen i udviklingslandene er, at de institutionelle rammer står i vejen for økonomisk vækst i landbrugssektoren. Kuren mod dette er reformer i udviklingslandene og øgede investeringer i deres landbrugssektorer samt fortsat arbejde for frihandel, som kan give mere funktionsdygtige globale fødevaremarkeder. Til gengæld synes der ikke at være noget argument for, at en fortsat markedsdrevet udvikling i den økologiske produktion i den vestlige verden skulle være en trussel for den fremtidige globale fødevareforsyning.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle