Erfaringer fra Minus 30 FE udnyttes i ny kampagne om foderrådgivning

Fokus på Foder er en ny landsdækkende kampagne, som bl.a. skal trække på viden fra Minus 30 FE og få flere svineproducenter til at få øjnene op for fordelene ved foderrådgivning.

En ny og landsdækkende kampagne om foderrådgivning har set dagens lys.

Fra 1. oktober og frem til udgangen af året vil Seges Videncenter for Svineproduktion i tæt samspil med de lokale foderrådgivere rulle kampagnen ud, der i stor stil trækker på den erfaring og viden, som det store VSP-projekt Minus 30 FE pr. produceret gris med 27 deltagende besætninger har opsamlet i løbet af de seneste par år.

»Hele ideen og hensigten med Fokus på Foder er at få den enorme viden på foderområdet, vi har i forvejen, og den, der er opnået i Minus 30 FE-projektet, ud at virke på staldgangen hos andre besætninger end dem, der har været deltagere i Minus 30 FE,« siger Lisbeth Shooter, projektleder for Minus 30 FE og tovholder for Fokus til foder.

Skærpet rådgivning

En del af kampagnens kerne er nye rådgivningsprodukter, som bl.a. omfatter et skærpet fokus på råvarekvalitet og et nyt rådgivningsprodukt, der har fået titlen færdigfodertjek.

Begge tiltag er en af flere rådgivningsprodukter, som ifølge Lisbeth Shooter er blevet strammet op og skræddersyet, så de er transparente og skarpe i forhold til indhold, hvilket er en klar fordel for svineproducenterne.

»Jeg har besøgt alle rådgivningskontorerne forud for kampagnen, og de 12 involverede foderrådgivere er kommet med input til rådgivningsprodukterne. Så man kan sige, vi har skærpet rådgivningen og vil kunne tilbyde et stærkere tilbud til svineproducenterne,« siger hun.

Gennemgående for de forskellige rådgivningstilbud er, at det synliggøres, hvad potentialet er for den enkelte besætning, hvis den vælger at fokusere på et givent område eller går ind i et rådgivningsforløb.

For eksempel giver rådgivningsproduktet fodertjek for en besætning på 1.000 søer en potentiel beparelse på 100 FE pr. årsso og fem øre pr. 100 kg i foderudgift svarende til 230.000 kr. på årsbasis. Pakken omfatter bl.a. staldgennemgang med fokus på foder og optimal anvendelse af foderfaser med udgangspunkt i producentens foderanlæg.

»Vi vil ud og sparke døre ind og tilbyde rådgivning, der kan give et boost og genskabe motivationen hos producenterne. Det er korte forløb, så interessen ikke daler for producenten,« siger hun og fortsætter:

»Kampagnen er i virkeligheden en videnformidlingsøvelse, som trækker på viden, vi allerede har om foder, og det, vi har fået ud af Minus 30 FE.«

Faktaboks

4 Facts om foderkampagnen

  1. Mål: Kampagnen skal trække på noget af den viden og erfaringer, der er kommet ud af Minus 30 FE-forløbet.
  2. Omfang: 12 foderrådgivere inddrages i kampagnen, der løber fra 1. oktober til årsskiftet.
  3. Tiltag: Som en del af kampagnen er der bl.a. udviklet en ny app om sigteprofiler.
  4. Rådgivningspakker: Der er udviklet en række målrettede rådgivningspakker. Nogle har man set før, men de er strammet op med tydelig angivelse af indhold og faste priser. Et nyt produkt omhandler færdigfodertjek, medens et andet bærer titlen Fra skærebord til foderbord, hvor der er stærkt fokus på råvarekvalitet.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle