Esben Lunde vil blive mødt med krav i Agerskov

Nu får de syd- og sønderjyske landmænd første gang chancen for at møde deres forholdsvis nye minister, Esben Lunde Larsen, ved et møde på Agerskov Kro mandag den 29. august.

Selvom om miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) kan se frem til at få ros for flere af de initiativer, regeringen har taget over for landbruget, skal landmandssønnen ikke glæde sig for tidligt.

Han vil også blive mødt med krav om, at flere rammevilkår lempes. Det handler helt enkelt om erhvervets overlevelse, fortæller Bjarne Larsen, formand for Jysk Landbrug, i en pressemeddelelse.

"Jeg tager til Agerskov på mandag, for at høre om ministeren kan give tiltro til, at det kan betale sig at være landmand i fremtiden," siger Bjarne Larsen, formand for Jysk Landbrug.

"Landbruget har alt for længe været udsat for en slingrekurs. Nu håber jeg virkelig, at vi har fået en minister, der vil sætte en linje, så vi ved, hvad vi har at holde os til i et stykke tid. Der er brug for arbejdsro!"

Bjarne Larsen minder om, at landbrugets produktionsanlæg er investeringstunge, og selv om man er ekstremt dygtig, tager det mange år at tilbagebetale de lån, der typisk hører til investeringen.

"Vi er nødt til at vide, om regeringen har en langsigtet plan for, om der skal være professionelt husdyrbrug i Danmark – også set over en længere årrække.  I øjeblikket bliver selv nyere anlæg lukket, før de er nedslidt," siger han.

"Mælkeproducenterne står med kæmpe store udfordringer, siger Claus Christensen, formand for Sydvestjysk Landboforening. Vi forventer at få ministerens tanker om, hvad der kan gøres for at afbøde krisen i erhvervet. Og det haster," understreger han.

På positivsiden omtaler Claus Christensen den ekstra gødning fra landbrugspakken. Det tyder på, at et højere proteinindhold er en kendsgerning i årets høst, siger han.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle