Esbjerg Kommune frygter kæmperegning for naturstøtte

Esbjerg Kommune kan ende med en regning på 30-40 mio. kr., og miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) har afvist at yde støtte.

Esbjerg Kommune risikerer at stå med en regning på mellem 30 og 40 mio. kroner, fordi MVJ-aftaler udløber og skal gentegnes.

Det skriver JydskeVestkysten.

Der er tale om Natura 2000-områderne, herunder fuglebeskyttelsesområder, hvor Esbjerg har støtteaftaler for omkring 767 hektar jord inden for kommunens grænser. De første 292 hektar udløber til august 2017.

Esbjerg og andre kommuner i Vadehavsregionen vil stå tilbage med en regning på mellem 40.000 og 80.000 kr. per hektar, hvis kommunerne skal give påbud for at tvinge landmændene til at lade græs- og naturarealer ligge uberørt som led i MVJ-aftaler, skriver avisen.

I Esbjerg og Varde udløber i den kommende tid aftaler for omkring 100 hektar i Operation Engsnarre-projektet, der sikrer, at jord og enge ned til Varde Å og Ho Bugt er uopdyrkede.

Både hos Socialdemokrater og Venstre-folk er der utilfredshed. John Snedker (S), formand for Plan & Miljøudvalget i Esbjerg, opfordrer nabokommuner til også at protestere over for miljø- og fødevareministerer Esben Lunde Larsen (V), som har afvist at sikre fortsat støtte.

Folketingsmedlem Carl Holst (V), valgt i Esbjergs Omegnskreds, mener, at det er uretfærdigt, at Esbjerg Kommune står tilbage med regningen. Sammen med partiets miljøordfører Erling Bonnesen (V), vil han spørge miljø- og fødevareministeren, hvordan sagen hænger sammen.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle