EU og Canada underskriver historisk frihandelsaftale

Underskrivelsen af Ceta-aftalen er "god for Europa og Danmark", siger statsminister Lars Løkke Rasmussen.

EU og Canada har på et topmøde i Bruxelles underskrevet en omstridt frihandelsaftale, der har været syv år undervejs.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Den såkaldte Ceta-aftale fjerner over 99 procent af handelsbarriererne mellem EU og Canada, som er en af verdens ti største økonomier.

Til stede ved underskrivelsen var blandt andet EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, EU-præsident Donald Tusk, samt Canadas premierminister, Justin Trudeau.

Med ordene "godt klaret, godt klaret", hilste Trudeau på EU-lederne med kindkys.

- Tingene var besværlige, men det lykkedes os til sidst, sagde han ifølge nyhedsbureauet AFP.

Aftalen er den største frihandelsaftale med et G7-land uden for EU.

Den blev underskrevet med et kor af cirka 250 demonstranter, som slog på trommer uden for i Bruxelles.

Flere blev anholdt, og nogle af demonstranterne kastede maling mod glasdørene til Det Europæiske Råds bygning.

Kritikerne er blandt andet bekymrede for, at aftalen kan hæmme landes muligheder for at tage hensyn til miljøet. Desuden frygter de, at den vil bane vejen for flere store handelsaftaler.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) glæder sig over underskrivelsen af aftalen. Ifølge Dansk Industri kan den øge dansk eksport til Canada med 30 procent.

- Vores velstand bygger på handel med andre nationer. Som lille, åben økonomi er vi afhængige af frit at kunne sælge vores varer til andre lande. Når barrierer til et marked brydes ned, giver det eksportmuligheder for danske virksomheder og skaber arbejdspladser herhjemme.

- Handelsaftalen mellem EU og Canada, som blev underskrevet i dag, er god for Europa og for Danmark. Næste skridt er en handelsaftale mellem EU og Japan, siger han i en skriftlig kommentar.

Underskrivelsen af Ceta-aftalen blev udskudt på ubestemt tid tidligere på ugen på grund af den belgiske delstat Vallonien.

Delstaten ville blandt andet have sikkerhed for, at virksomheder fra Canada ikke vil kunne sagsøge EU-lande, der indfører nye regler for beskyttelse af miljø og sundhed.

Modstanden fra Vallonien betød, at Belgien har været forhindret i at give sin opbakning til aftalen. Der er nemlig krav om, at alle regionale parlamenter godkender aftalen.

Fredag stemte parlamentet i Vallonien så for aftalen. Dermed var vejen banet for en endelig vedtagelse.

Aftalen skal senere ratificeres i 38 nationale og regionale parlamenter i hele EU, herunder i Folketinget.

Vigtige dele af aftalen ventes dog allerede at træde midlertidigt i kraft i løbet af 2017.

/ritzau/

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle