Eva Kjer: Generalkonsul-post ligger lige til min profil

Den tidligere miljø- og fødevareminister mener, hun har det rette CV til en post som generalkonsul.

Danmark mangler en generalkonsul i Flensborg.

Efter et noget turbulent forløb, hvor Venstre-veteranen Bertel Haarder endte med at takke nej til posten, skal der udpeges en ny.

Flere lokale medier har i noget tid spekuleret i, at den rette til jobbet kunne være tidligere miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V).

Selv mener hun, at posten som generalkonsul i Flensborg "ligger lige for" i forhold til hendes profil:

- Jeg har siddet i nogle år som formand for femmandsudvalget – udvalget der varetager relationen til det danske mindretal syd for grænsen.

- Jeg har erfaring fra min tid i Europa-Parlamentet, jeg taler tysk og kommer meget i Tyskland, siger Eva Kjer Hansen til DR.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) gav posten til Bertel Haarder, da den garvede kulturminister måtte forlade sin ministerpost i forbindelse med regeringsudvidelsen i november.

Haarder takkede i første omgang ja til posten, men opgav den et par uger senere efter store protester i Flensborg, hvor folk var glade for den mangeårige generalkonsul Henrik Becker-Christensen.

Bertel Haarder forklarede, at han troede, at der var tale om en nybesættelse af stillingen.

Direkte adspurgt, om hvorvidt Eva Kjer Hansen vil sige ja til generalkonsulposten i Flensborg, hvis hun bliver spurgt, svarer hun til DR:

- Det har jeg ingen kommentar til.

/ritzau/

 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle