Få udegrise ventes at rykke slagteri efter nyt fradrag

Hverken Tican eller Danepork vil lægge omkostninger på udegrise - men hilser i stedet utilfredse producenter af udegrise velkomne.

Svineproducent Lars Karlskov fra Give mister fra 15. august 200.000 kroner årligt på bundlinjen. Da iværksætter Danish Crown nemlig et fradrag på 10 kr. per udegris for de ekstra omkostninger, der er til den veterinære kontrol.

»Det har jeg ikke råd til. Så bliver jeg nødt til at melde mig ud af Danish Crown,« erklærer Lars Karlskov.

Han har derfor kontaktet flere slagterier for at høre, om de vil være interesserede i grisene fra hans verandastald

»Det vil være en stor beslutning at skifte, for vi har været glade for Danish Crown, og det har kørt meget stabilt. Men når man pålægger folk så stor en ekstraudgift, så burde man overveje at fritstille folk,« mener svineproducenten.

Konkurrenter: Det koster ekstra

Hos Tican og Danepork kender man til de øgede omkostninger, der er ved udegrisene.

»Der er en større omkostning ved udegrise for slagterier, for der skal en mand mere på linjen,« siger adm. direktør Ove Thejls fra Tican og understreger, at man »ingen aktuelle planer har om fradrag« på de udegrise, der slagtes i Thisted.

Samme melding kommer fra Daneporks direktør, Leo Grønvall. Han ønsker dog ikke at oplyse, hvor mange udegrise der pt. bliver slagtet i St. Lihme.

Ingen af de to slagteribosser tror dog, at de vil få mange nye leverandører på sagen.

»Jeg kan ikke forestille mig, at det flytter noget særligt,« mener Ove Thejls.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle