Fåreafgiftsfond under anklage for sjusk med fondsmidler

Dansk Fåreavl fik i 2013 uretmæssigt udbetalt 312.000 kroner i projekttilskud fra Fåreafgiftsfonden. Det konkluderer advokatundersøgelse bestilt af Landbrug & Fødevarer.

Der var formelle fejl og mangler i administrationen, da Fåreafgiftsfonden i 2012 bevilgede tilskud til en række projekter i Dansk Fåreavl.

Blandt andet har dokumentationen for udgifter været mangelfuld og i fire af ni fejlbehæftede projekttilskud har én eller flere af fondens bestyrelsesmedlemmer været inhabile, bl.a. fordi projektansøgningerne involverede aflønning af formanden selv samt ansættelse og honorering af familiemedlemmer til bestyrelsesmedlemmer.

I andre projekter blev udgifter afholdt før projektperioden, eller der har manglet dokumentation for de udgifter, der er givet tilskud til.

I alt er der afdækket formelle fejl i 9 af 15 tilskudsprojekter fra Fåreafgiftsfonden til Dansk Fåreavl.

Det fremgår af en advokatundersøgelse af Fåreafgiftsfondens tilskud til Dansk Fåreavl i 2012.

Penge skal tilbage

I undersøgelsen, der er bestilt på initiativ af Landbrug & Fødevarers daværende adm. direktør Søren Gade, anbefales det, at de afdækkede fejl fører til, at Dansk Fåreavl betaler 312.000 kroner tilbage til Fåreafgiftsfonden. Det beløb som ifølge undersøgelsen er uberettiget modtaget.

Undersøgelsen blev sat i værk efter kritik af den måde, tingene kørte på i Fåreafgiftsfonden, fra en kritisk fåreavler, Asger Markussen og af en slagtermester, Lars Ville Jensen.

Formand med flere kasketter

I Fåreafgiftsfonden har bestyrelsen fået forelagt advokatundersøgelsen, og fondsbestyrelsen mødes i dag onsdag for at drøfte situationen.

Fåreavler og fåreavlskonsulent Richard Andersen, der er formand for både Fåreafgiftsfonden og for Dansk Fåreavl, vil ikke udtale sig om konsekvenserne af advokatundersøgelsen før mødet, men han mener ikke umiddelbart, at han personligt kan lastes for de formelle fejl, advokatundersøgelsen har afdækket i fondens administration af projekttilskud.

Kræver juridisk eksamen

»Jeg har haft tillid til revisionen og den administration, der har været på Axelborg. Hvis jeg som folkevalgt skulle gennemskue det her område, skulle jeg have haft en juridisk embedseksamen - det har jeg som fåreavler ikke,« siger Richard Andersen.

Han ønsker ikke at udtale sig om sin egen fremtidige stilling i fonden.

»Jeg kan kun sige, at jeg vil drage de konsekvenser, der er bedst for fåreavlen. Hvad det er, ved jeg ikke på nuværende tidspunkt.«

Nyt fondssekretariat overtog

Det var Landbrug & Fødevarer, der bestilte advokatundersøgelsen af Fåreafgiftsfondens tilskud til Dansk Fåreavl i sommeren 2014 på baggrund af klager over fonden.

Men allerede fra årsskiftet 2012-2013 blev administrationen af Fåreafgiftsfonden lagt ind i et professionelt fondssekretariat på Axelborg, da den daværende sekretær for fonden gik på pension.

Her medgiver chef for fondsekretariatet Rikke Lilienthal, Landbrug & Fødevarer, at reglerne omkring fondsadministration er komplicerede. Men det fritager ikke fondsbestyrelsen for ansvaret, understreger hun.

»Bestyrelse har ansvaret«

»Det ER bestyrelsens ansvar at sætte sig ind i reglerne, længere er den ikke. Man kan ikke skyde ansvaret fra sig, heller ikke selvom administrationen ligger i Landbrug & Fødevarer,« siger Rikke Lilienthal.

Hun tilføjer, at landbrugets fonde tilbage i historien har været administreret af fagfolk med viden indenfor fondens virkeområde, men at man i dag erkender, at det afgørende er, at have styr på juraen.

»Nu er der styr på tingene«

Rikke Lilienthal understreger samtidig, at dét, at Fåreafgiftsfondens fra årsskiftet 2013 bliver administreret af et professionelt fondssekretariat på Axelborg er garant for, at Fåreafgiftsfonden ikke fremover vil begå nye, tilsvarende fodfejl i administrationen af tilskudsmidler.

»Det, der er foregået, er bagudrettet og meget beklageligt. Det foregår ikke mere,« siger Rikke Lilienthal.

»Landbrug & Fødevarer skal naturligvis besidde de rette kompetencer til at støtte bestyrelsen bedst muligt, og det mener jeg også, at vi nu har. Vi har nu nogle medarbejdere, som er rigtig godt inde i reglerne. Er der den mindste tvivl om eksempelvis habilitet, bliver der taget hånd om det.«

Ikke strafbare forhold

Ifølge Rikke Lilienthal er der ikke noget, der tyder på, at advokatundersøgelsen bør have strafferetlige konsekvenser.

Fåreafgiftsfondens midler er efter hendes vurdering anvendt til gavn for sektoren, og det er ikke i sig selv i strid med reglerne, at der er tale om personsammenfald i bestyrelsen for Fåreafgiftsfonden og Dansk Fåreavl, hvor f.eks. Richard Andersen er formand begge steder.

Deltager i møde

Sagen er dog langt fra endeligt landet og Rikke Lilienthal deltager som chef for fondssekretariatet personligt, når Fåreafgiftsfondens bestyrelsen mødes senere i dag.

Her vil hun bl.a. tale for, at Dansk Fåreavl som anbefalet i advokatundersøgelsen, betaler godt 300.000 kr. tilbage.

»Anbefalingen herfra vil være, at fonden beslutter, at pengene kommer tilbage til fonden.«

Rikke Lilienthal ønsker ikke at udtale sig yderligere om de mulige konsekvenser af advokatundersøgelsen.

»Vi er endnu i en undersøgelsesfase,« siger hun.

Faktaboks

  • Fåreafgiftsfondens overordnede formål er at styrke produktionen og afsætningen af produkter fra lam og får.
  • Fonden yder tilskud til projekter med formål som rådgivning, produktudvikling, afsætningsfremme, forskning og forsøg m.v.
  • Fondens midler, i 2014 i alt ca. 1,5 mio. kr., kommer dels fra produktionsafgifter og dels fra tilskud fra Promilleafgiftsfonden for landbrug.
  • Produktionsafgiften er fastsat til 10 kr. pr. får, der slagtes eller eksporteres.
  • Bestyrelsen udgøres af fire repræsentanter fra erhvervet (udpeget af Landbrug & Fødevarer, Landsforeningen af Dansk Fåreavl, Danske Lammeproducenter og Økologisk Landsforening i enighed).
  • Dertil kommer to repræsentanter udpeget af Arbejderbevægelsens Erhvervsråd og Forbrugerrådet Tænk, Det Frie Forskningsråd og Det Strategiske Forskningsråd.

Emneord

fåreavl

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle