Fællesregister kan spare samfundet penge

Læserbrev af Johs Nielsen, 8462 Harlev

Vi oplever for tiden, at vores landbocenter har travlt med at tilbyde hjælp til at få rettet BBR til, så den er brugbar ved en ny ejendomsvurdering. Det er ganske fint.

Det får mig dog til at tænke på, om BBR egentlig virker efter hensigten, og om det ikke kunne skrues sammen, så det virkede mere optimalt.

For mig at se ville et samarbejde mellem BBR-systemet og forsikringsselskaberne kunne udvikle et system, som ville kunne køre helt af sig selv. Det er jo sådan, at forsikringsselskaberne i forvejen måler deres kunders bygninger op og registrerer alder på de enkelte bygninger. Alle oplysningerne, som BBR bruger, findes allerede i forsikringsselskaberne, så hvorfor skulle disse registre ikke kunne blive til et register - endda et, som beror på opmåling af en uvildig person.

Det er vel også sådan, at forsikringskunderne nok skal sørge for at få nye bygninger forsikret, hvorimod det måske kniber med at få fat i BBR. For mig virker et fælles selvkørende register for bygninger i Danmark helt oplagt.

Jeg har faktisk haft fat i ledende politikere i Skanderborg Kommune og forklaret dem disse muligheder. Det er der ikke kommet noget ud af, men måske kunne forsikringsselskaberne og styrelsen for BBR-systemet kommentere på denne mulighed.

Der er måske noget, jeg overser, men vi hører jo i disse dage Venstres leder fremføre, vi hele tiden skal finde nye brugbare veje. Så hvorfor skulle et offentligt og privat firma ikke kunne arbejde sammen?

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle