Fødevarestyrelsen: For mange kyllinger brækker vingerne

Over en procent af de danske slagtekyllinger kommer til skade under indfangning, viser stikprøvekontrol.

De danske slagtekyllinger skal sikres bedre, end det sker nu.

Mere end en procent af de danske slagtekyllinger kommer nemlig til skade under indfangning, inden de sendes til slagteri, viser en stikprøvekontrol udført af Fødevarestyrelsen. Kontrollen er gennemført på cirka 30 slagtekyllingebesætninger, og skaderne består primært i brud på vinger.

Stikprøveresultaterne peger på, at det særligt er ved maskinel indfangning, at skaderne sker, hedder det i en meddelelse fra Fødevarestyrelsen.

 Blandt forklaringerne på skaderne ved maskinel indfangning, kan være, at fangstmaskinerne kører med højere hastighed end typegodkendelsen foreskriver, og at faldhøjden fra maskinen ned i kasserne er for høj.

I de tilfælde hvor Fødevarestyrelsen konstaterede, at der var kyllinger med brækkede vinger eller andre skader, er dyrene umiddelbart blevet aflivet.

Branchen har iværksat en handlingsplan, der skal afdække og minimere problemerne.

Fødevarestyrelsen meddeler, at man følger op på virkningen af planen ved at gennemføre en tilsvarende kontrolkampagne i 2016.

 

Emneord

fjerkræ

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle