Families urin undersøgt: Øko-video stordeles på Facebook

En kampagne fra Coop Sverige vækker genlyd på Facebook i Danmark.

Det er ikke en større videnskabelig afhandling, men den er effektiv. I stort tal bliver en video om økologi fra Coop Sverige delt på Facebook.

I videoen ser man en familie, der typisk spiser konventionelt, fordi økologi er for dyrt. Coop har samarbejdet med det halv-offentlige institut Swedish Environmental Research Institute om at lade familien gennemgå en lille undersøgelse, hvor familien først spiser konventionelt i to uger, herefter økologisk i to uger. Deres urin undersøges løbende.

Efter to uger sporer de eksempelvis CCC, en stråforkorter, i urinen hos det yngste barn, der får meget grød, brød og pasta.

Hvad man ikke ser i videoen er, at indholdet i urinprøverne er lavere, end fødevaremyndighederne anser for at være skadeligt.

"De målte koncentrationer i urinen viser, at selv om pesticider er til stede i kroppen, niveauerne er lave, og når de konverteres, skønnes at ligge under ADI-værdien (acceptabel daglig indtagelse) med en god margen," står der i den bagvedliggende rapport fra Swedish Environmental Research Institute.

Swedish Environmental Research Institute nævner dog, at grænseværdierne gælder indtag af de enkelte stoffer, og at man endnu ikke fuldt ud kender de skadelige effekter fra cocktail-effekten, altså når de forskellige stoffer kombineres.

"Denne undersøgelse viser klart, at den mad, vi spiser, er en af vejene til eksponering for kemikalier. Dette gælder især for børn, der spiser og indånder mere i forhold til deres kropsvægt. Derfor resulterer den samme eksponering i højere koncentrationer af kemikalier i deres kroppe end hos voksne," skriver instituttet.

De slutter dog af med at konkludere, at der er brug for større forskningsprojekter for fuldt ud at kortlægge effekten af sprøjtemidler.

Ikke alle på den anden side af Øresund deler bekymringen for konventionelle fødevarer. Sidste år omtalte Landbrugsavisen.dk svenske forskere, der mener, at økologi er dårligere for samfundet end konventionelt.

LandbrugsAvisen lavede også et større interview med de svenske forskere om økologi. Du kan også læse kommentarerne til de svenske forskere fra Hans Erik Jørgensen, formand for L&Fs økologisektion.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle