Far er ingen rollemodel

Vejleder i sikkerhed oplever, at både unge og ældre landmænd glemmer sikkerheden. Han tror ikke, det ændrer sig. De unge bliver overbeskyttede, og så bliver det farligt.

På Grindsted Landbrugsskole lærer de hvert år unge mellem 13-16 år, hvordan de bedst undgår arbejdsulykker i landbruget.

Poul Thomsen, vejleder og ansvarlig for sikkerhedskurset, mener, at der hvert år er behov sikkerhedskurser, fordi de unge ikke har særlig meget erfaring, og derfor er det vigtigt at orientere dem om de risici og farer, der følger med erhvervet. Kurset er for folkeskoleelever, der har fritidsjob i landbruget, eller som er vokset med landbrug.

Nemmere at påvirke

»Vi har gode erfaringer med de unge. De er nemmere at påvirke, fordi de ikke har så mange vaner og lig i lasten,« siger han.

Han mener, at den største udfordring i sikkerheden er, at de unge ikke har gået rundt med nogle erfarne voksne i de forskellige arbejdsopgaver fra barnsben af, og derfor oplever han, at de bliver beskyttet lidt for meget.

»En overbeskyttelse gør jo egentlig, at det bliver farligt, når de så endelig skal i gang, fordi de ikke har prøvet eller set det før. Så famler de lidt, og de famler faktisk meget mere nu om stunder, end de gjorde for fem-ti år siden,« siger han.

230 alvorlige ulykker

Ud over dødsulykker er der hvert år cirka 230 alvorlige arbejdsulykker i landbruget. En arbejdsulykke kan variere over mange ting. En klemt fod eller langsomt opståede skader, som når de glemmer at tage briller på, når de står med en vinkelsliber, fortæller Poul Thomsen.

Ved seneste sikkerhedskursus lagde han mærke til, at alle eleverne havde kørt på ATVer uden at vide, hvor galt det kan gå.

»Det passer nogenlunde med, at når vi spørger dem på kurset, hvor mange der er kommet galt af sted i landbruget, så er det mere end hver tredje elev,« siger han.

Falsk tryghed

Det er ikke kun de unge landmænd, som glemmer sikkerheden. Tanken ’det sker ikke for mig’ går igen hos nogle forældre såvel som arbejdsgivere, og derfor bliver sikkerheden lagt en smule på hylden, fortæller Poul Thomsen. Det går både ud over elever og erfarne landmænd.

»Det er også lige så meget dem mellem 40 og 60 år, der er i farezonen. Hvis der er nogle arbejdsopgaver, der kan gøres lidt nemmere ved at springe arbejdssikkerheden over, hvorefter de oplever, at det går godt, tror de, at der ikke sker noget fremover. Det giver en falsk tryghed,« siger han.

Arbejdsgivere har for travlt

Han tror, at årsagen både skyldes overbeskyttelse fra forældre, og at arbejdsgiverne har for travlt til at minde de unge om sikkerheden og samtidig selv huske sig på den.

»Det er svært for landmanden at holde fokus på sikkerheden og samtidig have alle de andre ting til at køre,« siger han.

Selvom det er vigtigt at lære de unge om farer og risici, ser han en tendens i, at de unge har glemt sikkerheden igen efter et års tid. Ifølge vejlederen bliver de først mindet om, hvor vigtig sikkerhed er, når de læser om andre, der er kommet galt af sted.

Vi må blive ved

»Det er lidt ærgerligt, at det skal være sådan, men det er ikke noget nyt. Det er derfor, vi bliver ved med det her,« siger han.

Han anbefaler, at landmænd i alle aldre tænker over, hvad de går rundt og foretager sig.

»Det er et lille opråb til sig selv, hvor man lige kigger indad: Passer jeg også godt nok på mig selv? For det skal der altid være tid til og fokus på. En ulykke er ikke noget, man går og håber på, - den kommer som et lyn fra en klar himmel,« siger han.

5 råd om sikkerhed i landbruget

Hvert år er der behov for at lære de unge om sikkerhed, men både nye og erfarne kan glemme at fokusere. Her er fem råd til, hvordan du bedre kan undgå skader og ulykker.

Poul Thomsen underviser i sikkerhedskursus for unge landmænd, så de fremover er bedre rustet, når de kommer ud i den virkelige verden. Her giver han fem gode råd til, hvordan man bedst undgår arbejdsskader og ulykker.

  1.  Tag det stille og roligt: Mange har for travlt med at blive færdige, og der er det bedre med en rolig adfærd.
  2. Hop ud i det, selvom erhvervet kan være farligt: Du skal prøve og prøve, for det er sådan, du bliver bedre til det.
  3. Gør det til en vane at passe på: Når man er en voksen landmand, skal du også tage vare på andre, fordi du er erfaring rigere og har et større ansvar.
  4. Spørg om sikkerhedsudstyr: Vær ikke bange for at spørge om sikkerhedsudstyr hos din arbejdsgiver.
  5. Husk at træne din krop en gang imellem: Selvom det kan være et hårdt erhverv, er der mange unge, som ikke træner deres kroppe, og det gør dem mindre smidige.

Faktaboks

Fakta om Grindsted Landbrugsskole

  • Grindsted Landbrugsskole tilbyder landmandsuddannelsen, hvor du kan specialisere dig i enten husdyr eller planter.
  • Sikkerhedskurset er blevet afholdt ca. 10 gange før og tilbydes til folkeskoleelever, der er vokset op med landbrug, eller som har fritidsjob i landbruget.
  • I 2016 var syv af årets arbejdsulykker med dødelig udgang sket i landbruget.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle