Fem gode råd: Her kan sen svampebekæmpelse betale sig

Brunrust har bredt sig i flere hvedesorter, og bekæmpelse kan være rentabel, hvis skadetærsklen er overskredet. En evt. sen svampebekæmpelse i hvede skal afsluttes senest i st. 71, lyder det fra Planteavlskonsulenternes registreringsnet.

Den delte aksbeskyttelse i hvede er afsluttet de fleste steder. Og har man svampesprøjtet under eller efter skridning, er det kun sjældent rentabelt at udføre endnu en sen supplerende svampebehandling. En sen sprøjtning kan dog være aktuel under nogle forhold, og skal i så fald ske senest i vækststadium 71, hvor kerneindholdet er vandagtigt, og de første kerner har nået halv størrelse. Det gennemsnitlige vækststadie pt. er 70 (afblomstret), mens de længst udviklede marker er i st. 73 (tidlig mælkemodent stadie).

Bemærk dog midlernes sprøjtefrister. I st. 69-71 kan følgende midler anvendes: Bell (st. 69), Viverda (st. 71), Proline Xpert (st. 69), Prosaro (st. 69), Proline (st. 71), Orius (st. 69), Comet Pro (st. 69), Armure (st. 69), Rubric/Maredo (st. 69).

I nedenstående tilfælde kan en sen sprøjtning være relevant:

1. Ved angreb af brunrust over skadetærsklen

Angreb af brunrust har bredt sig en del i den forløbne uges varme vejr, og tilfælde af mere udbredte angreb er fundet i alle sorter. Dog undtaget KWS Dacanto og KWS Cleveland, som kun er lidt modtagelige, og hvor der pt. ikke er set angreb. Brunrust bekæmpes i modtagelige sorter ved over 25 procent angrebne planter indtil st. 71.

Rentabiliteten af en sen supplerende brunrustbekæmpelse ved sene angreb af brunrust i hvede blev i 2007 undersøgt af VKST i to forsøg med svampesprøjtning i st. 71 den 20. juni. Begge forsøg var forud blevet behandlet med 0,45 l Opus den 1. juni. I forsøg 1 var der fire procent dækning med brunrust på sprøjtetidspunktet - og der blev opnået et sikkert bruttomerudbytte på 3,6-4,5 hkg/ha. I forsøg 2 var der meget kraftige angreb på sprøjtetidspunktet (28 procent dækning), og der blev ikke opnået sikre eller rentable merudbytter for svampesprøjtning. Sprøjtningen har haft karakter af en ”hævnsprøjtning” og har ikke været rentabel, oplyser landskonsulent Ghita Cordsen Nielsen fra Seges.

2. I meget gulrustmodtagelige sorter hvor der har været synlige gulrustangreb

Hvis der ikke er set gulrust i marken, vurderes behandling efter skridning at holde hjem. Men i marker, hvor der har været synligt udbrud af gulrust, bør udviklingen følges frem til vs. 71. En sprøjtning mod gulrust virker kun i ca. to uger.

Der har i år været meget gulrust i Benchmark over hele landet, og en del gulrust i Sheriff og Kalmar. Der er også meldt om gulrust i KWS Lili, Asano og Substance.

3. Ved et usædvanligt højt smittetryk af Septoria

Angrebene af Septoria varierer meget fra mark til mark. Mest ses i KWS Cleveland og Hereford.

Den megen nedbør og de mange dage med nedbør mange steder i uge 23 vil vise sig som kraftige angreb ca. tre uger senere i ubeskyttede marker.

4. Ved pløjefri dyrkning og samtidig forfrugt hvede, hvis der er meget hvedebladplet i marken.

I pløjede marker er der fundet angreb af hvedebladplet i ca. fem procent af markerne i registreringsnettet, Angrebene har overvejende været svage.

Der er ikke udført registreringer i upløjede marker med forfrugt hvede, men her kan angreb være kraftige.

5. Bladlus

Angreb af bladlus har bredt sig, og der var i tirsdags (20. juni) fundet bladlus i ca. 20 procent af markerne i registreringsnettet. Angrebene var dog overvejende svage og med op til fem procent angrebne strå.

Bekæmpelse anbefales ved over 25 procent angrebne strå, hvis der samtidig er behov for svampebekæmpelse. Og ellers først ved over 40 procent angrebne strå.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.