Fendt debuterer med nye maskiner i egen farve i græsset

Fendt har netop haft officiel danmarkspremiere på producentens nye græsprogram og viste den nyeste Fendt Katana finsnitter.

Den længe ventede, opdaterede Fendt Katana finsnitter. Og et udvalg af nye vendere, river og slåmaskiner. Og alt sammen lakeret i den karakteristiske Fendt-grønne kulør. Der var nok at se på, da Fendt-forhandlere og deres kunder blandt maskinstationerne - 110 mennesker i alt - var med som indbudte gæster, da Fendt havde officiel danmarkspremiere på producentens nye græsprogram, der kom i stand, da Agco overtog Fella-fabrikken i Tyskland.

Særlig interesse havde maskinstationerne i den nye Fendt Katana, der er længe ventet på det danske marked. Den kommer i to versioner. Den mindste udgave har en 15,6 liters sekscylindret MTU-motor med 625 hestekræfter, mens den anden har en 21 liters V12 MTU med 850 hestekræfter. Katana er målrettet maskinstationer, da kun få bedrifter har egen snitter.

»Det er dog den 625-hestes, der satses mest på til det danske marked, - den kraftige version anvendes mest til biomajs. Vores servicefolk har forinden været på kursus i Katana’ens teknik,« siger salgschef for Fendt, Peter Midtiby.

Skånsomme river

»Men når det gælder græsredskaberne, som appellerer til alle, har vi ellers valgt mest at satse på topmodellerne til det danske marked,« siger Peter Midtiby og henviser til den nye 12,5 meters firerotors rive med navnet Fendt Former. Den fås dog ned til en arbejdsbredde på 3,60 meter. Alle Former-riverne kan betjenes med PTO-omdrejninger ned til 450 omdrejninger og er skånsomme mod græsset samtidig med, at der spares diesel, ligesom de har et intelligent rotorophæng, så de følger underlagets konturer.

Fendt demonstrerede også den nye vender med navnet Twister, der også kommer i adskillige arbejdsbredder fra 5,70 til 12,70 meter. På Twister kan spredevinklen justeres mellem 15 og 21 grader, og producenten lover minimal vedligeholdelse. Den har ligesom Former-riven et lukket gearsystem i oliebad, beskyttet mod støv og skidt.

Let slåmaskine

Endelig viste Fendt den nye slåmaskine, Slicer, som også kommer i et bredt udvalg af versioner. Den har en let konstruktion, og arbejdsbredden rækker op til 9,3 meter.

Premieren på græsprogrammet blev udført som en demo hos Tobberup Maskinstation, hvor maskinerne og gæsterne kunne boltre sig på maskinstationens egne marker.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle