"Vi tænkte nok du sad fast, så vi gik bare." Dumme, dejlige, unger!
Torsdag var alt hvidt. Ingen kom nogen steder. Telefonen kimede, der blev lavet omrokeringer på alle aftaler. Ungerne hyggede sig ved pc´en, eller derude i det hvide, hvide, som blev ved at hobe sig op og suse om hushjørnerne. ATV´en blev godt og grundigt luftet, med på slæb var den store slæde med jernmederne, som har holdt pause i alt for lang tid! Det var godt nok koldt, men det var sjovt!
Fredag begyndte det at knibe med provianten, så til byen skulle og måtte vi! Af sted på den store NH´er, bondemand og kone - og så sad vi fast! I meterhøje driver, fordi den kloge bondemand ikke ville lytte til konens råd og køre ind på rapsmarken, men i stedet absolut ville køre på naboens pløjemark. Så blev vi gravet fri af den lokale maskinstation, med dozer, og så kom vi til byen! Nå. Brugsen var mere eller mindre løbet tør. "Skal vi ikke holde fest," spurgte bondemanden da vi kørte hjem igen - denne gang uden uheld eller fastkørsler. "Joh - det kan vi da godt, men hvordan skal gæsterne komme frem," spurgte jeg så tilbage. "På traktor."
Og sådan blev det. Mens det halve af Danmark sneede inde for alvor, holdt vi snefest og fødselsdag for teenageren, spillede Matador, Danmarksmester, 500 og jublede over det fortsatte snefog, som først tog af midt på lørdagen, og som bragte os traktorkørende bondefolk sammen midt i det hvide kaos. "Sådan er der ude på landet," sagde jeg, da jeg blev spurgt, om det nu var forsvarligt sådan at invitere folk midt i snestormen. "Vi gider ikke hyle over noget, vi ikke kan lave om på."
Og det er vel sådan, det er, og var! Når det for alvor bliver kritisk, når ingen er herre over tingene længere, så rykker vi sammen. Både fysisk og åndeligt. Vi hygger os midt i kaos og lader naturen rase, får det bedste ud af det umulige. Ret beset det jo vanvid at invitere gæster, når al udkørsel frarådes, og militærets bæltekøretøjer må eskortere livsnødvendige ambulancer rundt i landskabet. Vi - ja, vi sad lunt og godt inden døre, med god mad og rødvin, og 1 liter colaer, Matador og 500 og morede os kosteligt. Der var ingen, der kunne andet. Selv ikke da strømmen gik, og alle alarmerne på staldene bimlede og bamlede, og bondemanden måtte ud i vejret for at lave strøm igen. Så fik han kaffe og cognac, da han kom ind, og vi sad med stearinlysene tændt og varmede os i sikker forvisning om, at det hele nok skulle gå.
Jeg tror, det er sundt med lidt natur engang imellem. Det kan bringe os sammen, og det er jo dét, vi vil! Være sammen og have det godt. Være i samme båd, eller - snekaos.
