Fire gode råd til at håndtere nitrøse gasser ved majsensilering

Årets atypiske majshøst af varierende kvalitet arter sig anderledes under ensileringsprocessen.

Af Camilla Bak, chefkonsulent kvæg, Syddansk Kvæg

Grundet den ekstremt tørre sommer har landmænd og konsulenter i stigende grad oplevet atypiske forhold i grovfoderproduktionen, - tørkerelaterede sygdomme, deforme planter mm.

I disse tider høstes majsen med stor variation i kvalitet og udbytte.

På de vandede jorde er mange landmænd fortrøstningsfulde, mens majs på uvandede jorde er af ekstremt varierende kvalitet og nogle har for længst været nødsaget til at høste den underudviklede majs uden kolbesætning.

Den atypiske majshøst af varierende kvalitet ses ligeledes at arte sig anderledes under ensileringsprocessen.

Majsensilage der ”puster”

I den gængse ensileringsproces reduceres nitrat og omdannes til kvælstofilte (NO) og kuldioxid (C02).

På grund af tørken i år, specielt i underudviklede majs uden nævneværdig kolbesætning, har majsplanten ophobet større mængder nitrat end normalt, uden mulighed for omsætning.

Dermed har og vil flere landmænd end normalt kunne opleve en ensilagestak der puster sig op, eller frigiver en tåge af nitrøsegasser, hvis den ikke tilstrækkeligt afdækket.

Normalt vil gasudviklingen aftage efter et par døgn og typisk ikke længere fremkomme efter to ugers ensilering. Udviklingen af gasser under ensilering har normalt ikke nævneværdig betydning for ensilagens fodringskvalitet eller smagbarhed ved udfodring.

Vær påpasselig

Når den nitrøse gas nitrogenoxid kommer i kontakt med ilt, eksempelvis ved utætheder i ensilagens afdækning, dannes nitrogendioxid (NO2).

Nitrogenoxid er en meget giftig, ofte brun-orange gas der lugter af klorin.

Kommer gassen i kontakt med vand, eksempelvis fugtig hud eller fugt fra lunger, omdannes nitrogenoxid til stærkt ætsende salpetersyre – dette med ætsninger og misfarvning som følge.

Forholdsregler

  • Hold mennesker og dyr væk fra ensilagestakken så længe der observeres gasudvikling.
  • Instruér ansatte i farligheden omkring kontakt med gassen.
  • Hvis ensilagen er opbevaret i fx silohus, sørg da for god udluftning, gerne mekanisk, indtil ensileringsprocessen atter er normal og uden udvikling af gas.
  • Når den nitrøsegas kommer i kontakt med luftens ilt udvikles varme. Placér derfor ikke halm på eller ved ensilagestakken samt fjern evt. maskiner fra silohus eller plansiloer.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.