Fjerritslev Dyrskue fik mange gæster

Lørdag den 21. maj 2016 bød dette års udgave af Fjerritslev Dyrskue på masser af oplevelser for folk fra både land og by.

De mere end 130 udstillede dyr var omdrejningspunktet for en dag, hvor dyrskuets publikummer nød en lidt grå, men hyggelig forårsdag i Fjerritslev.

”Vi er meget tilfredse med, hvordan dyrskuet er forløbet i år, og det er skønt at opleve så mange publikummer, som går herfra med en god oplevelse. Vi håber, at byboerne har fået en god snak med de mange landmænd, og dermed fået indblik i, hvad dansk landbrug står for,” siger dyrskueudvalgets formand Jonna Bach i en pressemeddelelse.

De kender endnu ikke det præcise besøgstal. Hun vurderer dog, at der var mindst lige så mange publikummer som sidste år, der var et godt år.

Fjerritslev dyrskue er en speciel begivenhed

Borgmester Mogens Gade havde også lagt vejen forbi dyrskuet fra morgenstunden, hvor han holdt åbningstalen.

"Jeg håber at Fjerritslev Dyrskue må eksistere i mange år femover som et levende bevis på, at der er grøde i det lokale landbrug," sagde borgmesteren blandt andet.

Også LandboNords formand Niels Vestergaard Salling holdt dyrskuetale, hvor han blandt andet talte om det ny lancerede kapitel fra Landbrug & Fødevare i fortællingen om landbruget og fødevareklyngen; Noget af leve af og noget at leve for.

Formanden lagde samtidig vægt på hvor vigtigt dyrskuet netop er i den sammenhæng, da det er et godt eksempel på hvordan landbruget kan vise sammenhold i erhvervet, og hvad det står for.   

De bedste dyr blev præmieret

I løbet af formiddagen blev de 130 tilmeldte dyr bedømt, og de bedste dyr blev præmieret. Vinderne i de forskellige kategorier blev blandt andet:

  • Skuets bedste ældre Holstein kom fra Solbakken Agro i Aabybro
  • Skuets bedste yngre Holstein kom fra Solbakken Agro i Aabybro
  • Skuets bedste yver Holstein kom fra Niels Hansen i Brovst
  • Skuets bedste besætningsgruppe, malkekvæg (Holstein), kom fra Solbakken Agro i Aabybro
  • Skuets bedste køddyr blev en Dansk Blåkvæg kvie fra Simon Madsen i Thisted
  • Skuets bedste hest blev en Jydsk Følhoppe fra Gunda og Hans Jørgen Knudsen fra Ålestrup

Masser af underholdning for både store og små

Solen kiggede endelig frem omkring middag, og her var der stor aktivitet på dyrskuepladsen – specielt i Det Aktive Hjørne, hvor børn boltrede sig i hoppeborgen og containeren med korn. Rallybanen, som Papilion-Phalene klubben havde medbragt, var et stort hit blandt publikum – både voksne og børn prøvede ivrigt deres hundes talenter af på banen. Opvisningen med papegøjer ved Sanne og Jørn Bager vækkede også stor begejstring hos publikum. Team Haffer leverede også et flot hesteshow.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle