Flere norske skind under hammeren hos Kopenhagen Fur

Den 30. juni underskrev Kopenhagen Fur og Norges Pelsdyralslag en samarbejdsaftale om at sælge norske skind – til gavn for både danske og norske avlere.

Den norske pelsdyravlerforening besluttede på deres årsmøde 1. juni med et stort flertal at sige ja tak til et samarbejde med Kopenhagen Fur. Det betyder mange flere norske skind under hammeren i Glostrup.

Den 30. juni blev aftalen underskrevet af Kopenhagen Furs formand Tage Pedersen og adm. direktør Jesper Uggerhøj og Norsk Pelsdyralslags adm. direktør Knut Berg og formanden, Bertran Trane Skadsem, som begge havde taget turen til Glostrup.

"Vi har valgt at lave en samarbejdsaftale med Kopenhagen Fur, fordi vi tror på, at det er det bedste for norsk pelsdyrerhverv. Kopenhagen Fur er verdens største pelsauktionshus, de er meget professionelle og laver god markedsføring, og så har de vist, at de kan sælge skind. Denne samarbejdsaftale kommer både til at være til gavn for danske og norske pelsdyravlere, så den er meget vigtig for os og vi har en god tro på den," siger Bertran Trane Skadsem.

Kopenhagen Fur har tidligere haft en samarbejdsaftale med Norges Pelsdyralslag. Det var dengang de danske pelsdyravlere var en del af Saga Furs i et skandinavisk samarbejde, som stoppede i 2004.

Siden da har den norske pelsdyravlerforening haft en aftale med Saga Furs og dermed anbefalet deres medlemmerne at sælge deres skind i Helsinki. Men nu er nordmændene tilbage i den danske fold.

"På vegne af de danske minkavlere er jeg rigtig glad for denne aftale. Nordmændene er nærmest en del af familien. Nu er de tilbage igen, og når vi glæder os over det, er det fordi, vi er sikre på, at det bliver et godt samarbejde," siger Tage Pedersen.

Den efterspurgte norske sølvræv

Nordmændene har bl.a. den norske sølvræv, også kendt som Norwegian Type, som er meget attraktiv på markedet, og som fra næste år bliver udbudt på Kopenhagen Furs auktioner.

"Den har de sidste år opnået en merpris i forhold til andre ræveskind. Den er kendetegnet ved at have meget fine hår og et fint typepræg, og den er meget efterspurgt. Med Kopenhagen Furs professionalisme tror vi på, at vi kan få god markedsføring og en endnu bedre merpris for den, siger Bertran Trane Skadsem.

"Jo bredere en palette af skind, vi kan tilbyde af verdens bedste minkskind og nu også verdens bedste sølvræveskind, jo bedre priser kan vi få for begge dele," siger Tage Pedersen.

Kopenhagen Furs kunder ser frem til at kunne købe de norske skind hos Kopenhagen Fur.

"Nordmændene laver en rigtig flot skindkvalitet, og det er en god tilføjelse til udbuddet også at have ræveskind af denne kvalitet hos Kopenhagen Fur. Det er bedre, at vi kan købe både ræv og mink her, så som kunde ser jeg meget positivt på aftalen," siger den græske pelshandler Naoum Distios.

De norske ræveskind vil solgt og markedsført under betegnelsen Norwegian Type. Det sker første gang på Kopenhagen Furs auktion i marts 2018.

Relaterede

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle