Forårskåde heste kommer ofte til skade med benene

Når heste kommer til skade, er det oftest benene, som dyrlægen skal behandle.

I takt med at det bliver varmere i vejret, bliver hestene lukket ud på folden. I den forbindelse kommer en del heste til skade – og særligt deres ben er udsatte.

”Skader på ben udgør over 25 % af alle hesteskader. I forårsperioden, hvor hestene boltrer sig og nyder, at de har mere plads at løbe rundt på, ser vi typisk flere benskader." siger Agronom Svend-Anker Worm fra forsikringsselskabet Topdanmark.

Derfor er det en god idé at forebygge skader. 

"Dette kan man blandt andet gøre ved at holde øje med træthedstegn på hesten" fortsætter Svend-Anker Worm. 

Desuden kan det pludselige foderskift, som opstår når hestene kommer på græsfold, forårsage forfangenhed, som er en betændelsestilstand i hestens hov, og som i værste fald gør hesten uanvendelig. Derfor bør man sørge for en indkøringsperiode på græsfolden i foråret, så hesten langsomt vænnes til at indtage de store mængder af græs.

Motion kan forebygge kolik

En anden hyppigt forekommende skade på heste er kolik, som er smerter i hestens bughule. Smerterne skyldes typisk at hesten har en lidelse i mave-tarmkanalen.

”Hesteejere, der primært bruger hesten til fornøjelse bør være særligt opmærksomme på faktorer, som kan medføre at hesten får kolik. Risikoen øges, hvis hesten ikke er i arbejde. Tilsvarende er det forbundet med en vis risiko, hvis man skifter til en anden slags foder." siger Svend-Anker Worm.

"Kort sagt skal man sørge for at hesten rører sig meget og at den får det samme at spise, hvis man vil forebygge kolik,” fortsætter han, og understreger, at der også er flere faktorer der kan føre til hestekolik.

Faktaboks

Sådan kan hesteejeren forebygge nogle af de hyppigste hestesygdomme:

  • Hesten skal bruges og røre sig regelmæssigt
  • Undlad at skifte til anden type foder fra den ene dag til den anden. Tilvænning bør ske over mindst syv dage
  • Giv hesten godt med hø hver dag - 1 kilo pr. 100 kilo legemsvægt
  • Undgå overfodring og fordel fodringen over flere måltider
  • Hesten skal altid have adgang til rent vand
  • Undersøg for orm to gange om året
  • Hold øje med ændringer i hestens adfærd 

Emneord

heste

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle