Forædling af kartofler sikret i Danmark

Danespo og KMC går sammen om at videreføre aktiviteterne på LKF Vandel i privat regi.

Kartofler vil fortsat være en stor og konkurencedygtig afgrøde i Danmark - så vidt muligt baseret på danske sorter.

Det er signalet, som sendes af, at KMC og Danespo har besluttet at videreføre forædlingen på LKF Vandel i det fælles selskab Vandel Potatoes. Det vil ske i en ny forædlingsstation, som man lige nu overvejer placeringen af.

»Vi håber at bygge i 2016,« siger formanden for LKF Vandels bestyrelse, Martin Arvad Nielsen, der også sidder i KMC’s bestyrelse.

Vil sikre dansk alternativ

Den nuværende forædlingsstation i Vandel blev solgt i efteråret. Samtidig har det fælles selskab købt rettighederne til de nuværende Vandel-sorter af fonden, hvilket krævede tre års hårde forhandlinger med offentlige styrelser.

Det kan forudses, at den nuværende fond løber tør for penge i løbet af få år, og inden da skal den nye forædlingsstation står klar til brug.

»KMC og Danespo har i den seneste årrække repræsenteret Vandel-sorterne samtidig med, at vi har givet garanti på at dække underskud i LKF Vandel. Nu går vi i stedet ind og driver forædlingen selv,« siger adm. direktør Steen Bitsch, Danespo.

»Baggrunden er, at vi tror på en god fremtid for dansk kartoffelproduktion. Men vi ser også en tendens til, at forædling af alle afgrøder opkøbes af multinationale selskaber, der samtidig sætter sig på genetikken og rettighederne. Vi vil gerne sikre, at der er et stærkt og reelt alternativ til den udvikling.«

Forædlet til Danmark

Martin Arvad ser en fremtid for sig, hvor forædlingen af nye sorter bliver mere kommerciel og målrettet end under den nuværende fond.

»Det ligger jo som et krav i tiden, at alle processer går hurtigere. Men under nye, moderne forhold og ved hjælp af de avancerede forædlingsteknikker regner vi med, at forædlingen under de særlige danske forhold kan blive styrket,« siger Martin Arvad Nielsen.

»Vi vil jo gerne selv have hånd i hanke med de sorter, som vi dyrker. De sorter, der egner sig i Frankrig, duer ikke nødvendigvis på vores breddegrader. Der er forskel på sorternes egnethed, hvad angår tørke og vanding, og desuden må vi erkende, at danske sorter skal kunne klare sig med mindre tildeling af kvælstof end i andre lande - det må vi også tage hensyn til under forædling af danske sorter.«

Faktaboks

LFK Vandel

  • Etableret i 1948 som en selvejende fond.
  • 36 ha god kartoffeljord plus drivhuse, laboratorier, klimarum m.v.
  • Forædler sorter til spisebrug, stivelse, pulver, chips, pommes frites.
  • Beskæftiger 8 ansatte

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle