Forening: Finansiering på vej til gårdbiogas 100 pct. ejet af landmanden

Gårdbiogas Foreningens bestræbelser på at få etableret ny finansieringsmodel for gårdbiogas skrider frem.

Den nye 'Gårdbiogas Foreningen', som LandbrugsAvisen omtalte for knap tre uger siden, er kommet nærmere målet om at stable en ny finansieringsmodel på benene.

I modsætning til andre finansieringsmodeller, som er kendte, vil landmændene stå som 100 pct. ejere af anlægget.

Navnet på investorerne er endnu ikke offentliggjort, men foreningen har tillid til, at der ligger seriøse bestræbelser bag.

Der er tale om et dansk konsortium, som vil sikre, at man også får finansiering fra energispareordningens støtte til gårdbiogasanlæg.

Det kan ske gennem en pakkeløsning, hvor flere gårdbiogasanlæg puljes, så de bliver interessant for store finansieringsinstitutioner.

Mads Niær Kirstensen, der har et anlæg på tegnebrættet ved Grauballe og er formand for Gårdbiogasforeningen, siger om modellen:

"Den er interessant, da den giver os landmænd mulighed for 100 procent at eje et energianlæg, der gør bedriften mindre konjekturfølsom, uden at det belaster eller begrænser bedriftens udvidelse og udviklingsmuligheder.”

”Det vil selvfølgelig kræve underskrifter, så en arbejdsgruppe i Gårdbiogas Foreningen med interesse i denne finansieringsmodel, har fundet sammen om at dele en advokat til at gennemgå de juridiske dokumenter”.

Der har været afholdt fire møder i den nye forening. Ved sidste møde deltog 10 anlæg.

Foreningen er også i dialog med andre i sektoren - også andre investorer, såsom Nature Energy og Pioneer-fonden.

Relaterede

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle