Forskelsbehandling koster landmand dyrt

Naboerne må bruge eget vand til køerne, men Ole Leonhardt må ikke spare de 95.000 kr. årligt.

I butikkerne er vand tit dyrere end mælk, men ude hos mælkeproducenterne forholder det sig stadig modsat. Alligevel er prisen på vand af stor betydning.

»Jeg sparer 95.000 kr. årligt ved at bruge min egen vandboring til køerne,« fortæller mælkeproducent Ole Leonhardt.

Det svarer til en besparelse på 4 øre pr. kg mælk, han producerer.

Problemet er, at Ole Leonhardt ikke må bruge sit eget vand. Han skal købe det hos vandværket.

Kæmpe prisforskel

Tilbage i 2013 søgte Ole Leonhardt Tønder Kommune om lov til at bruge eget vand til køerne. Han havde allerede en boring til markvanding, så det var nemt, og vandværksvandet var dyrt.

»Det kostede 10 kr. pr. kubikmeter plus afgifter, og jeg kan selv hente vandet for 50 øre,« siger han.

Januar 2015 fik han afslag og klagede til Natur- og Miljøklagenævnet, som godt halvandet år senere gav et afslag. Nu har han så fået et bødeforlæg på 10.000 kr. for at bruge eget vand ulovligt.

Ole Leonhardt føler, at han skal betale overpris, for at almindelige forbrugere kan få billigere vand, og det finder han ikke rimeligt.

Samtidig undrer det ham, at en kvægbruger, der har søgt før ham, og en kvægbruger, der har søgt senere, begge har fået lov at bruge eget vand til køerne. De bruger begge samme mængde vand eller mere end Ole Leonhardt.

»Det er en urimelig forskelsbehandling, og det er ikke til at forstå,« siger han.

Sundhed og økonomi

Ifølge Niels Baecher, miljømedarbejder i Tønder Kommune, betyder det, at én landmand får en tilladelse ikke, at en anden også gør.

»Vi vurderer individuelt, men efter samme metode,« siger han.

Han peger på, at det handler om sundhed og økonomi. Ole Leonhardts bedrift ligger langt ude i systemet, og hvis man tager meget vand ud af systemet, vil andre evt. få dårligere vandkvalitet. Det mindre vand i ledningen kan, pga. lang opholdstid i ledningen, medføre en sundhedsrisiko. Det bliver også dyrt for andre kunder, hvis de store kunder, landmændene, forsvinder. Derudover er den størrelse ledninger, der er lagt i jorden, lagt på grund af vand til landbruget, og det tager mange år at betale investeringerne tilbage, påpeger han.

Ole Leonhardt peger dog på, at han jo stadig køber noget vand fra vandværket og formentlig stadig mere end de fleste andre kunder.

Faktaboks

Ole Leonhardt

  • 200 køer
  • Dyrker 200 hektar 
  • Vander 140 hektar
  • Indvinder selv drikkevand til køerne
  • Bruger vandværksvand i stuehuset

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle