Forsker: Søer bør fodres individuelt
En højtydende so har et andet behov for indholdet i foderet end en lavere ydende so. Læs mere om individuel fodring af søer i magasinet Svin Special, der udkommer mandag 19. juni

Langt de fleste soholdere bruger en og samme foderblanding til søerne i farestalden. Reguleringen af tildelt foder sker via foderkurven i form af antal FEso hen over laktationen. Normalt fodres soen fra et niveau på ca. 3-3,5 FEso pr. dag lige efter faring, derefter stigende, så soen er oppe på ca. 6 FEso pr dag efter en uge. Ved toplaktationen ligger niveauet på 8-10 FEso.

Men er det nu også godt nok med den samme type foder gennem hele laktationen. Det mener forsker Peter Kappel Theil, Aarhus Universitet, Foulum, ikke. Han har gennem sin forskning fundet frem til, at soen har forskelligt behov for lysin, fodr. råprotein, energi, mineraler og vitaminer i foderblandingen gennem laktationen.

En højtydende so har således et andet behov for indholdet i foderet end en lavere ydende so. Tager vi fx en so på 250 kg. Hun skal bruge tre gram lysin pr. dag til sit eget vedligehold, men fire gram lysin for hver liter mælk, hun producerer.

Jo flere grise, jo større mælkeproduktion og dermed større behov for fx lysin. Det betyder, at de søer, der ikke yder så meget, får for meget af det dyre foder.

Derfor foreslår han, at soen tildeles et såkaldt to-komponent foder. Første komponent er til soens vedligehold. Hun skal have tilført energi, men ikke så meget lysin, og den komponent skal udgøre 50 procent lige efter faring faldende til ca. 25 procent på top-laktation.

Den anden komponent er til soens mælkeydelse, og den skal stige fra 50 procent af den daglige ration til 75 procent på top-laktationen.

To-komponentfoder har i forsøg givet en højere fravænningsvægt, 8 kg mod 7,3 ved almindelig en-komponent foder.

Det eneste problem er, at to-komponent fodring kræver et fuldautomatisk fodringsanlæg, så man hele tiden kan justere de to komponenter i laktationsforløbet. Og der findes nok kun en håndfuld af sådanne anlæg i danske farestalde. Tokomponent fodring kan dog realiseres med en blanding på en foderstreng, suppleret med en anden komponent fra fodervogn = masser af armmuskler og mandetimer!.

På bedriftsniveau kan man dog simplificere det ved at måle kuldtilvæksten og registrere kuldstørrelsen for at finde det rigtige behov og dermed få sammensat en korrekt sofoderblanding. Man kan endda gøre det endnu mere simpelt ved at dele kuldstørrelsen op i over eller under 12 grise.

Men der er ingen tvivl om, at mere individuel fodring af soen i farestalden vil betyde, at soens mælkeydelseskapacitet udnyttes mere optimalt. Det kræver blot en større udbredelse af det nødvendige udfodringsudstyr - samt yderligere forskning, så indholdet i den individuelle foderblanding kan blive endnu mere præcist.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle