Forskere: Manipulation af naturen skal redde klimaet

Verdenssamfundet er nødt til at opfange noget af den CO2, der allerede er udledt, hvis vi skal undgå, at klimaforandringerne løber helt løbsk, lyder det fra førende danske forskere.

Det er ikke længere nok at opgive kulkraftværker, skifte til elbiler og spise færre bøffer, hvis vi skal forhindre alvorlige klimaforandringer, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten mandag.

Verden er nødt til at gribe fat i nogle af de omstridte varianter af såkaldt geoengineering og begynde at manipulere med naturen. Sådan lyder budskabet fra danske klimaeksperter, der bl.a. peger på gødskning af havene, massiv skovrejsning samt opfangning og lagring af CO2 i undergrunden som nogle af de tiltag, det er nødvendigt at overveje.

"Der sker simpelthen ikke nok i forhold til at reducere udledningen af drivhusgasser. Derfor er vi nødt til at se på, hvordan vi kan fjerne noget af den CO2, der allerede er i atmosfæren",  siger Jens Hesselbjerg Christensen, professor ved Københavns Universitet.

Han peger bl.a. på skovrejsning og gødskning af havene til at trække CO2 ud af atmosfæren.

"Men vi skal plante skov på et område på størrelse med Europa og Nordamerika, hvis det skal have nogen særlig effekt", siger han.

Eigil Kaas, der er professor ved Københavns Universitet, understreger, at der skal handles nu.

"Fakta er, at det ikke længere er nok at begrænse udledningen af drivhusgasser, vi skal også til at fjerne noget. Hvis vi ikke begynder at opfange og lagre CO2, kan vi godt glemme alt om at holde temperaturstigningen på halvanden eller to grader", siger han.
 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle