Forvaltningen: Ansøgningen lever op til lovkrav

Politikerne var orienteret om, at landmanden sandsynligvis ville få medhold ved Natur- og Miljøklagenævnet ved afvisning.

Alle regler og love var overholdt. Derfor havde forvaltningen lagt op til miljøgodkendelse af Søren Hansens udvidelse.

»Jeg har udarbejdet et udkast, hvor der er lagt op til godkendelse. Men i og med, at det er en meget stor svineproduktion, og der har været meget nabobevågenhed, så er det så er det klart, at det skal op til politisk stillingtagen,« forklarer Sarah Lund Meilbæk, sagsbehandler i Næstved Kommune.

Forvaltningen havde i forvejen foreslået særlige vilkår. Af hensyn til grundvandet skal gyllebeholdere eksempelvis besigtiges hvert femte år og ikke hver 10. år som vanligt. Politikerne kunne dog vælge at skærpe vilkårene, forklarer Sarah Lund Meilbæk. Eksempelvis tidsrum for transport, beplantning og lignende.

»Jeg har ikke noget imod svinefarme i almindelighed, men netop denne beliggenhed ligger midt i et OSD-område (grundvandsområde),« siger Niels D. Kelberg, medlem af teknikudvalget for Dansk Folkeparti.

Han frygter, at eksempelvis en gyllevogn kan vælte.

»De veje er jo slet ikke anlagt til, at der skal køre så tungt,« siger Niels D. Kelberg.

Afvisning møder hovedrysten fra Venstre.

»Jeg er meget overrasket. Hvis der er stillet nogle vilkår op fra kommunens side, og landmanden har opfyldt disse, så mener jeg, at politikerne ikke har ret til at sige nej,« siger Karsten Nonbo (V), medlem af teknikudvalget.

»Det er skidt for erhvervsklimaet. Derfor håber jeg da også, at Socialdemokraterne besinder sig,« siger Søren Revsbæk (V), formand for teknikudvalget.

Faktaboks

Hvad nu?

  • Sagen tages op på byrådsmøde 24. februar.
  • Søren Hansen kan derefter klage til Natur- og Miljøklagenævnet.
  • Både Gefion og forvaltningen vurderer, at han har en god sag. En klagesag tager typisk et år.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle