Frankrig: Landmænd bør få tre år til glyphosat-udfasning

Nu lægger på Tyskland og Frankrig op til en kortvarig fornyelse af glyposats markedsføringstilladelse i EU.

Tik, tak.

Tiden løber, og der er kun få dage til onsdag, hvor EU-Kommissionen efter planen skal fremlægge et forslag til en ny glyphosat-godkendelse. Markedsføringstilladelsen for landbrugets mest anvendte aktivstof udløber til december.

Sidste uge luftede Tyskland idéen om en kort fornyelse - på to til tre år - for glyphosat. Nu melder Frankrigs miljøministerer, Nicolas Hulot, over for det franske medie RTL, at landet er åben for et tilsvarende forslag.

EU-Kommissionen har foreslået en fornyelse på godkendelsen på 10 år.

"Jeg tror ikke et øjeblik på, at man fornyer godkendelsen for 10 år. Det vil maksimum være fem år, håber jeg", lyder det fra den franske minister.

Han mener selv, at tre år vil være en god løsning. Landbrugets organisationer har påpeget, at glyphosat og Roundup, som det er aktivstof i, er uundværligt for konventionelle landbrug.

Nicolas Hulot mener, at myndighederne i de tre år, han foreslår fornyelsen vil gælde, skal finde alternativer til glyphosat.

"I løbet af de tre år skal vi se på alle de alternativer, vi kan finde og hjælpe dem, for hvem glyphosat er uundværligt, med at gå mod en alternativ praksis", siger ministeren til RTL.

EU har tidligere med hensyn til glyphosat udført 'can kicking', som det kaldes: At man sparker dåsen ned ad vejen. Normalt vil en fornyelse af en markedsføringstilladelse gælde i 15 år. Men i 2016 gav EU stoffet en fornyelse gældende i halvandet år. Argumentet var da, at EU-Kommissionen skulle gennemføre en dybdegående undersøgelse af glyphosat. To forskellige agenturer har herefter frikendt glyphosat for at være miljø- eller sundhedsskadeligt.

Dét til trods har der stadig været modstand mod glyphosat. EU-Kommissionen foreslog en fornyelse på 10 år. EU-Parlamentet, som dog ikke formelt har magt på området, har tidligere foreslået en godkendelse på syv år.

EU-Kommissionen fremsætter et forslag, men det er unionens medlemslande, der bestemmer. Og EU-Kommissionen har indtil videre været usikre på, om de kunne få opbakning fra landende til de 10 år. Nu peger pilen altså på tre år, hvis man lytter til EU's to største medlemslande.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle