Fremtidens østjyske landmænd vil have egen gård

Hvordan gør man drømmen om at blive selvstændig landmand til virkelighed? Det var temaet på LandboUngdoms seneste temaaften i Søften, som 27 af fremtidens østjyske landmænd deltog i.

Selvstændig landmand. Sådan lyder drømmen for mange af de unge, der er medlem af LandboUngdom, og derfor var det også temaet, da organisationen i forrige uge holdt temaaften i Søften. Det skriver LandboUngdom i en pressemeddelelse.

27 medlemmer startede aftenen med pølser fra grillen, inden de fik mulighed for at høre oplæg fra to unge selvstændige landmænd – 26-årige Erik Pedersen, der står midt i et generationsskifte på den fædrene gård, og 27-årige Jacob Therkildsen, der for tre år siden overtog en stor kvægejendom på Djursland.

Blandt de 27 deltagere var 18-årige Martin Larsen, der er i gang med grundforløbet på landmandsuddannelsen. Han bed især mærke i, at der er mange måder at starte som selvstændig, hvilket Jacob Therkildsen for eksempel havde gjort gennem investeringsfonden AP Pension.

”Jeg blev mere afklaret, fordi jeg fik noget at vide om de forskellige muligheder for at være selvstændig landmand set i forhold til, at vi i dag ikke behøver at gøre ligesom vores fædre. Der er andre muligheder end bare at låne penge i banken,” siger Martin Jensen, der selv går med tanken om at blive selvstændig landmand, selv om det ligger langt ude i fremtiden.

”Lige nu er mit mål at få en masse baggrundsviden og prøve så meget som muligt for at udvide min horisont, inden jeg skal tænke på at starte noget selv,” siger han.

Hold dig til målet

Ud over oplæggene fra de to unge landmænd, fortalte virksomhedsrådgiver i LMO Rasmus Riber Rasmussen om, hvordan man gør drømmen til virkelighed, og hvordan man skal være klar til at tænke nyt for at overleve i en presset branche. 

Han snakkede blandt andet meget om, at man skal sætte sig et mål, skrive det ned og så vende tilbage til det, når man er i tvivl om, hvorvidt man er på rette vej. Det var for 19-årige Rasmus Præstkjær Mikkelsen fra Ry, der er cirka midt i sin landmandsuddannelse, den bedste læring på temaaftenen.

”Siden jeg hørte om det, har jeg tænkt meget over mit mål, og jeg kan selv mærke, at det er vigtigt at finde det rigtige mål – og den rigtige vej dertil. For mig er det at skulle at lave mit eget produkt, men hvad det præcist skal være, ved jeg ikke endnu,” siger han.

Netværk, netværk, netværk

Fælles for alle de tre oplægsholdere var et fokus på, hvor vigtigt det er at have deltaget i organisations- eller bestyrelsesarbejde, og hvor meget et stort og godt netværk betyder, når man skal i gang som selvstændig.
Både 18-årige Martin Jensen og 19-årige Rasmus Præstkjær Mikkelsen er aktive i arbejdet med LandboUngdom, og her kan de begge mærke, hvordan det er med til at udvide deres netværk.

”Jeg kommer ikke fra en gård og har dermed ikke et netværk derfra, men det har jeg blandt andet fået her. Man er sammen med nogle, der deler ens interesser, og man kommer ud og hører eller ser ting, som man ikke ville oplevet på egen hånd,” lyder det fra Rasmus Præstkjær Mikkelsen.  
 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle