Fuglevenner: Efterafgrøder skal fjernes som MFO-mulighed

Europæiske fugle- og miljøorganisationer satser på at få skærpet EU’s grønne krav. Danske DOF ønsker efterafgrøder fjernet som MFO-afgrøde.

28 europæiske fugle-organisationer og en række miljøorganisationer er gået sammen for at samle opbakning til at påvirke udformningen af den fælles landbrugspolitik i EU i en mere grøn retning.

Det lykkedes ikke, da den fælles landbrugspolitik sidst blev revideret i 2010, mener organisationerne, som bl.a. tæller Dansk Ornitologisk Forening (DOF).

Offentlig høring

Men nu har EU-kommissionen åbnet for den længe ventet offentlige høring om landbrugspolitikken.

Det giver mulighed for at præge politikken i en grønnere retning fra 2020 og syv år frem, påpeger DOF.

Ud med efterafgrøder som MFO

Konkret vil DOF arbejde for, at de områder som de europæiske landmænd i dag skal udlægge til gavn for klima og miljø for at opnå fuld landbrugsstøtte, de såkaldte miljøfokusområder, ikke længere skal omfatte arealer til efterafgrøder.

Samtidig skal en større andel af landbrugsstøtten overføres til søjle 2 med landdistriktsmidler, som er den kasse, hvorfra der udbetales støtte til naturpleje:

»Reelle levesteder«

»I et i øvrigt intensivt dyrket landskab skal de områder, som landmanden udlægger til grønne områder, være reelle levesteder for viber, lærker, bomlærker og andre af agerlandets trængte arter,« siger Henrik Wejdling medlem af Naturpolitisk Udvalg i DOF, i en pressemeddelelse.

»Til gengæld skal vi som samfund kunne betale landmanden for f.eks. at ’dyrke’ store kobbersnepper, engryler og brushøns frem for bøffer,« siger Wejdling videre.

DOF vil i processen »holde nærkontakt til dansk landbrug for at strømline forslagene til noget spiseligt også for landmændene, som jo til syvende og sidst er dem, der skal passe på landbrugslandets fugle.«

Den reviderede landbrugspolitik bliver gældende fra 2020 og løber typisk i syv år.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle