Indlægget i LandbrugsAvisen 21. december får mig til at knytte en kommentar.
Jeg repræsenterer Hesteklinik Herning, som netop er sprunget ud fra Herning Dyrehospital. Dyrehospitalet var tidligere en traditionel »blandet praksis«, men allerede for syv år siden så vi, at det var nødvendig med en form for dyreartsspecifik specialisering. Første skridt bestod for os i at skille landpraksis fra, andre praksis kunne finde det hensigtsmæssigt at adskille mellem smådyr og stordyr. Men nu føler vi, tiden er kommet for os til næste skridt i udviklingen, hvor vi altså vælger at etablere en ny praksis, Hesteklinik Herning for hestene.
Samtidig med denne dyreartsspecialisering ville fusioner mellem praksis være hensigtsmæssigt. For hestepraksis' vedkommende fordi området er udstyrskrævende (digital røntgen, scanner, endoskop, behandlingsredskaber) og fordi de store køreafstande i hestepraksis, hvor en dyrlæge ofte dækker et stort geografisk område på sin daglige runde.
Vi har søgt en dialog med kolleger i Ringkøbing og Viborg amter gennem tre-fire år. Desværre har kollegerne valgt at fastholde tidligere tiders »gruppepraksis«, hvor man krampagtigt forsøger at afdække praksis' respektive »pastorater« på alle fronter tiden ud til pension for de ofte lidt aldrende chefdyrlæger. Resultatet heraf er netop blevet, at det er svært at rekruttere nye dyrlæger, fordi de nyuddannede dyrlæger ikke længere ser sig i stand til, endsige interesserede i, at være allround-dyrlæger men hellere vil specialisere sig i én dyreart. Hertil kommer selvfølgelig, at Landbohøjskolen ligger i København. Efter studietiden foretrækker mange naturligt at blive boende i området. På Sjælland er der ikke så langt mellem mennesker og dyr, hvorfor dyreartsspecialiseringen videre er længere fremme omkring hovedstaden.
Her på stedet har vi altid haft god søgning til ledige stillinger, ligesom vi ser en trend mod en ekspansion af praksisområdet. Vi bygger i tiden ny hesteklinik med de af markedet krævede undersøgelses- og behandlingstilbud med henblik på dels at besøge hestestalde, som rekvirerer os, men samtidig at vise nye klienter fordelen ved at bringe deres hest ind til klinikken, hvor man fagligt og økonomisk vil kunne optimere sundhedsplejen.
Min konklusion er, at der altid vil være privatpraktiserende dyrlæger, når der er et marked, hvilket der i hvert fald er for hestepraksis' område, hvor vi ser en stigende arbejdsmængde.
Endelig vil jeg opfordre kolleger til at søge sammen med os eller andre i de nævnte dyreartsspecifikke praksis, fordi der ikke hersker nogen tvivl om, at dette er fremtiden set fra såvel patienternes, klienternes som dyrlægernes vinkel.
Af dyrlæge Niels Tellerup, Hesteklinik Herning
