Det europæiske slagtesvinemarked har taget en gevaldig rutsjetur med først et markant prisdyk og nu et tilsvarende prishop.
Senest er den tyske notering steget med fire eurocent svarende til 30 øre. Dermed er noteringen tilbage på solide 1,50 euro pr. kg svarende til 11,18 kr.
Det er fortsat udbuddet, der er mindre en efterspørgslen, der driver markedet frem.
»Der er fortsat god efterspørgsel efter slagteklare grise i Tyskland, selvom den tyske slagtesvinenotering allerede er steget med 16 cent (1,19 kr.) i de seneste tre uger. Ifølge tyske omsættere er udbuddet fortsat alt for lille, mens slagteriernes efterspørgsel er stor. På kødmarkedet er priserne steget i cirka det samme omfang. Alle delstykker er steget med 5 til 7 cent (37-52 øre) i gennemsnit. For hele slagtekroppen er prisen således steget med mere end 6 cent (45 øre) i forhold til forrige uge. Derfor kan de tyske slagterier heller ikke øge prispresset på det tyske slagtesvinemarked. Den tyske omsætterorganisation VEZG, som sætter den officielle tyske slagtesvinenotering, udnytter medvinden og hæver den tyske notering igen, denne gang med 4 cent (30 øre). Stemningen og udsigten er også for de kommende uger god«, skriver Danske Svineproducenter i en markedskommentar.
Relaterede artikler
Kommentarer