Gården var livet. Nu er vi ingenting

Der var ikke noget som helst andet, Johnny Stig Jørgensen ønskede sig end at blive landmand i 1989. Sådan er det stadig. Så hvad stiller han og familien op, nu hvor gården er væk?

Bare hundrede meter væk rejser tre siloer sig over en mindre gårds stuehus og velholdte staldbygninger.

Siloerne er rejst i 2000, 2003 og 2007. Stinne og Johnny Stig Jørgensen husker årstallene uden problemer - det er nemlig også de år, hvor deres tre døtre blev født.

Sådan var Langemosegård øst for Kalundborg tæt vævet sammen med familien Jørgensens liv.

Efter 27 år som gårdejer blev Johnny Stig Jørgensen erklæret konkurs i februar. Og sidst i juni gik hele familien rundt i samtlige bygninger, rum og stier for at sige farvel, før de rykkede køkkenbordet og alle de øvrige ejendele de 100 hundrede meter over marken til et lille lejet hus.

Her sidder landmanden nu i det nye køkken og stirrer tomt frem for sig.

»Det var livet,« konstaterer han med eftertryk.

»Det var vores livsstil, hobby, arbejde, hjem og identitet,« supplerer Stinne, før Johnny tilføjer:

»Nu er vi ingenting.«

Så det aldrig komme

Johnny Stig Jørgensen overtog bedriften, et konkursbo med 110 søer, i 1989 som 23-årig. Livet som landmand var lige det, han altid havde drømt om.

Senere kom Stinne Jørgensen til - både i stuehuset og efter børnenes fødsel i staldene.

Næsten lige så fast et forhold var der til bankrådgiveren, som landmanden fik i 1989. Flere gange fulgte familien med, når han skiftede job til en ny bank.

I de brølende nuller byggede familien ud og købte jord for at følge med udviklingen.

»Vi havde egentlig en utrolig stærk økonomi i 2006-07, da vi var færdige med at bygge,« husker Johnny Stig Jørgensen.

Han sagde af flere omgang nej til swap. Men nybyggeriet blev delvist finansieret med schweizerfranc. Og i 2010 reagerede banken for sent på landmandens ønske om at forlade franc-lånet og de endte med et kurssmæk på en million.

»Så sidder vi pludselig med en bankgæld inklusiv kassekreditten på 5 mio. kr. Og renten steg på få måneder til 10 procent. Vi gik fra den ene dag at have en god økonomi til at have en dårlig den næste,« konstaterer landmanden, der forsøgte at arbejde sig ud af det hele.

Banken ville ikke lægge flere penge til at blive 2013-klar. Så en halv million i arv efter Johnnys far blev brugt til at klare det meste af ombygningen.

Bedriftens produktionsresultater lå fortsat flot, selv om økonomien strammede til med dårligere noteringer og stigende udgifter til både regulering, afgifter - og renter.

»Vi så godt, at der begyndte at falde gårde rundt om os, og vi talte om, at det var synd. Men vi havde slet ikke set, at det skulle ramme os,« fortæller parret samstemmende.

Bombe med posten

Johnny Stig Jørgensen var derfor fuldstændig uforberedt, da han en fredag sidste efterår åbnede et brev fra banken. Inden for en uge skulle gården være sat til salg.

»Jeg gik i chok. Der gik noget tid, før jeg fattede det. Det var ikke før til aften, at jeg ringede til min økonomirådgiver. Jeg skulle lige...,« siger han og kigger frem for sig.

Brevet blev starten på flere måneders forsøg på at forstå, få banken i tale samt at finde investorer og udveje. Månederne gik med skiftevis jubel og panik i rutsjebane-agtige udsving, da løsninger først viste sig og derefter måtte opgives igen. 3. februar var der kun en udvej tilbage: At erklære sig konkurs i et sidste håb om at redde gården.

Hold dig på benene

Parret opgiver dog langt fra. Stinne Jørgensens forældre involveres i en plan om at købe gården.

»Jeg er rundt hos alle naboer for at bede dem om at lade gården være. De tre siger klart, at de ikke vil jage os ud. Den fjerde, som jeg har gået i skole med og som var med til vores bryllup, kan jeg ikke få et klart svar fra,« forklarer Johnny Stig Jørgensen.

Både han og konen mærker, at de mange måneders uvished, op- og nedture og lange, vågne nætter sætter sig fysisk.

»Dyrene bliver sværere at passe. Jeg må nogle gange sidde i stalden i et par timer, for benene kan ikke bære,« siger Johnny Stig Jørgensen.

Kurator og banken beslutter at sætte dyrene ud, og Stinne Jørgensen finder et job. Hver dag indskærper hun, at ægtemanden skal være der, når hun kommer hjem. Også en kollega er bekymret og ringer hver formiddag til Johnny for at være sikker på, at han er i live.

Salget ender i en budrunde. Og naboen byder højest for at få jorden. Så fem knuste medlemmer af familien Jørgensen må pakke deres velkendte liv sammen.

»Det er ikke lykken«

På papiret er familien Jørgensen nu egentlig kommet videre. De har fundet et sted at bo, hverdagen drejer rundt med pigernes skole og forældrene har begge fået job og indtægter. Men Johnny kører tit grædende hjem fra entreprenørjobbet ved tanken om, at det nu er hans liv.

Venner og familie har flere gange forsøgt at få landmanden til at se det positive.

»I har jo familien og hinanden, siger de. Men de er jo heller ikke de samme længere,« konstaterer han.

Ofte må han sætte sig i bilen igen om aftenen og køre en tur. Han er for rastløs til at være hjemme - og vil ikke have, at børnene skal se, hvor ked af det, han faktisk er.

Den mellemste datter vil kun holde sin konfirmation næste år ét sted, nemlig på den gård, som hun drømte om at overtage som voksen.

Ingen af forældrene ved helt, hvad de skal stille op. Det er svært at støtte hinanden, synes de, når man selv er helt krumbøjet af sorg.

»Vi drømmer om at få lidt jord,« siger Johnny Stig Jørgensen på spørgsmålet om, hvad fremtidsønsket er for familien.

Men hans stemme røber, at det ikke er der, drømmen ligger. Den ligger bag ham - ved de tre velkendte siloer, som er så tæt på. Og alligevel så uendelig langt væk.

Faktaboks

Familien Jørgensen og Langemosegård

  • Johnny Stig Jørgensen, landmand, 51 år. Gift med Stinne. Sammen har de tre piger på 9, 13 og 16 år.
  • Langemosegård endte efter udvidelserne med at have 72 hektar og 270 søer.
  • Erklæret konkurs 3. februar i år.
  • I dag er gården købt af en nabo, der ikke anvender staldbygningerne til svineproduktion.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle