Giver hurtigt forbud mod brugen af zink til afvænning af smågrise mening?

EU’s medicinagentur, European Medicines Agency (EMA), valgte fredag at fastholde sin anbefaling til EU-Kommissionen om at forbyde brugen af medicinsk zink til fravænning af smågrise.

Tid til at komme med anbefalinger

Når vi anbefaler en periode på tre til fem år, er det, fordi der skal være tid til, at landmænd, dyrlæger og foderstofinteressenter kan nå at komme med anbefalinger til nye måder at fodre på i fravænningsperioden. Altså finde alternativer til zink og antibiotika. Noget tyder på, at der bliver forsket en del i emnet rundt omkring, og at man er rimelig langt med at afprøve nogle andre fravænningsmetoder.

Et hurtigt forbud giver kun mening på meget sårbare jorder, som man eksempelvis har i Holland, som også var det land, der henviste sagen. Her råbte miljømyndighederne vagt i gevær på grund af mange tungmetaller i jorden, herunder også zink.

I Danmark har vi mere blandede jorder. Vi har lerjorder, men også sårbare jorder, eksempelvis sure jorder, hvor man risikerer, at zinken opløses og løber ud til vandløb og andre jorder. Så for os vil en gradvis afregistrering af zinkoxid som lægemiddel til smågrise være godt. I EMA har vi foretaget en risk-benefit analyse og er nået frem til perioden på tre til fem år. Fordelen ved zink er, at man har et billigt middel mod fravænningsdiarré. Ulempen er, at man belaster miljøet i længere tid. Og så er der også noget, der tyder på, at der er en risiko for, at man med zink til en vis grad selekterer for MRSA.

Asbjørn Brandt, sektionsleder for Veterinærmedicinsk evaluering i Lægemiddelstyrelsen. 

Mangler faglig dokumentation

Vi anerkender fuldt ud behovet for at reducere forbruget af zink både af hensyn til miljøet og af hensyn til risikoen for resistens. Derfor lancerede Seges for mere end et år siden en handlingsplan med syv konkrete tiltag, der kan nedbringe forbruget. Når det er sagt, så har vi ikke på nuværende tidspunkt set nogen faglig dokumentation for, at der er tale om en akut situation, som berettiger til et stop for brugen af medicinsk zink her og nu. Det er vigtigt at sikre, at der indføres en længere overgangsperiode, hvis EU-Kommissionen beslutter at forbyde brugen af medicinsk zink. Ikke mindst af hensyn til dyrevelfærden.

Vi har ikke haft tid nok til at finde alternativer til brug af zink mod diarré hos smågrisene, og derfor kan en hurtig udfasning føre til et øget brug af antibiotika i svineproduktionen. Det vil modarbejde den positive udvikling med et løbende fald i brugen af antibiotika og gøre det vanskeligere at nå det ambitiøse mål om at reducere mængden af antibiotika til svin med 15 pct. i perioden 2015-2018, som er aftalt i den politiske handlingsplan for bekæmpelse af husdyr-MRSA.

Jan Dahl, chefkonsulent i Landbrug & Fødevarer.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle