God jul

Så, nu det snart Jul. Vi har bagt brune kager, pebernødder, vaniliekranse - dog ikke klejner, vi har trillet havregrynskonfekt, opskriften tilbage fra tipoldemor. De er gode. Både havregrynskuglerne og småkagerne.

Faktisk er de så gode, at mormor tog ca. tre fjerdedele af bageriet med sig hjem for at undgå, at det hele forsvinder i musemaver inden tid...

Og der er købt julegaver. Hold da op! Alle mand af huse, en rigtig hyggelig tur med pose og sæk på slæb på hjemturen. Vi er i god tid, og god ro og orden, i år. Skønt!

Og så er det tid til at gøre status - for hvad var det lige, vi lavede i året 2006, og hvad var det lige, vi fik tiden til at gå med, og var det godt eller skidt, dét vi så lavede?

Jeg plejer at skrive et velmenende computerbrev på hele familiens vegne og sende til gamle og nye venner, familie nær og fjern. Det tager en aften eller to, og jeg plejer at synes, det egentlig er en god beskæftigelse, her ind under Jul, at få gjort status på året der gik. Det er der en vis form for tryghed i. Og skulle jeg have udeladt vigtige detaljer, så plejer bondemanden at korrekse mig, at slette unødvendige bemærkninger og tilføje vigtighederne! Det har vi ikke nået i skrivende stund. Jeg håber, det bliver inden juleaften, men hvis det ikke lykkes, så får modtagerne bare et nytårsbrev i stedet for. Det er de vist heller ikke kede af. Der kommer jo hilsner i stride strømme inden jul og intet, ud over girokort, efter Jul.

I år bliver temaet for Julehilsnen bøger. Det fyldte meget i foråret, at mor skulle skrive sig færdig, og i sommeren kæmpede hun med at få alting til at gå op i en højere enhed, da hun og tegner-Line skulle have børnebøgerne trykt. Spændende og lærerigt. Og så blev det høst, og den forløb planmæssigt, og så var der udgivelser, tre på nærmest én gang, og der har været fokus på den nyudklækkede forfatter lige siden. Pyha! Ungerne er vist ved at synes, det snart er nok med al den "disponering", og især drengebarnet mener nok, det er rigeligt, pubertetsramt som han er, med str. 45 i sko, knap 12 år gammel. Det er ikke så fedt med en "berømt" mor i den alder! Pigerne er mere large i deres dom. Cirkusprinsessen Line, der står mere på hovedet og på hænder, end hun vender rigtigt, konfirmandunderviste Lærke, der skal i kirke i tide og utide og forsøge sig med livets essentielle spørgsmål. Jo, man har sandelig fået store børn. Og de fylder stort set resten af vores tilværelse med deres udvikling og deres krav om nærvær og kvalitets-kontakt med os voksne. På en eller anden led er det jo også det mest passende. At de gør krav på med- og modspil, at de vil have os til at deltage i deres liv, uanset om vi lige nu og her har tiden til det. Det får vi - tro mig!

Og så er der al den creme man kan købe sig fattig i, når nu man har passeret de fyrre år, og rynkerne (eller, som det hedder i reklamesprog) omkring øjnene bliver af mere eller mindre permanent karakter, og tidens trend kræver evig ungdom, for det gør jo ikke noget, at man stadig ligner en på 39, selvom man ER blevet 40. Jeg får farvet mine grå som altid, men jeg tror nu nok, jeg lader være i fred! Traver mine ture med hunden og løber med "løbepigerne" som jeg plejer, og nyder at jeg er halvgammel og viis, i stedet for en udglattet efterligning af en teenager.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle