Gods og landbrug fik påbud efter høstulykker (opdateret)

Arbejdstilsynet har udstedt to strakspåbud efter sidste uges ulykker, hvor to unge landmænd kom alvorligt til skade.

Sidste uge blev to unge landmænd ramt af høstulykker, hvor de fik benene alvorligt beskadiget, men slap med livet i behold.

Begge steder har Arbejdstilsynet udstedt strakspåbud på grund af mangelfuld sikkerhed. En virksomhed kan få et strakspåbud, hvis der er tale om et alvorligt arbejdsmiljøproblem. Et strakspåbud indebærer, at fejlen skal udbedres med det samme.

Onsdag sidste uge fik en ung landmand, ansat af et gods på Lolland, sine ben i klemme i mejetærskerens korntank, ifølge politiet fordi mejetærskerpiloten ved en fejl startede sneglen. Piloten vidste ifølge godset ikke, at medarbejderen var hoppet op i tanken.

En fod kom alvorligt til skade, men lægerne melder ifølge godset, at han vil komme sig med meget få mén. Foden opereres fredag. Medarbejderen havde sikkerhedssko på.

”Vi har udstedt strakspåbud om manglende afskærmning på maskinen, ligesom der er udstedt påbud mod, at medarbejderen har opholdt sig i tanken, mens maskinen var i drift,” siger vagthavende tilsynschef Jacob Buch, Arbejdstilsynet.

Den anden ulykke skete dagen efter, torsdag, ved Fuglebjerg ved Næstved. En mand fik benet i klemme i indkøringstromlen under arbejdet med at frigøre frøgræs, der var i klemme i skærebordet.

”Virksomheden påbydes at sikre, at mejetærsker er standset og på effektiv måde sikret mod igangsætning under arbejdet med at fjerne sammenpakket frøgræs fra mejetærskerens skærebord, således at arbejdet kan foregå sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt,” oplyser tilsynschefen.

Derudover skal mejetærskeren tages ud af drift, indtil det sikres, at det ikke er muligt at starte skærebordet, når startknapperne til er deaktiverede.

Landmanden har oplyst til Arbejdstilsynet, at knapperne til start af skærebordet var deaktiveret, altså, at de ikke kunne betjenes. Tilsynschefen oplyser, at de har givet påbuddet, fordi skæreboret alligevel igangsattes og udløste en ulykkesbegivenhed.

Arbejdstilsynet har ikke fastslået, hvorvidt der er en defekt på maskinen.

"Vi tager med påbuddet ikke stilling til om der er tale om en maskindefekt eller en betjeningsfejl. Vi påbyder virksomheden at sikre, at det ikke kan ske igen – samt at maskinen tages ud af drift, indtil dette er sikret. Det er herefter virksomheden opgave at få afdækket om der er tale om betjeningsfejl eller en mekanisk/elektrisk defekt på maskinen – eller noget helt tredje," oplyser tilsynschefen.

Rettet 26. juli kl. 10.57: Der stod ved en slåfejl kornvogn, det er rettet til korntank.

Tilføjet 26. juli kl. 10.57: En læser har henvendt sig med opklarende spørgsmål til påbud angående opstart af mejetærsker trods deaktiverede startknapper, og Arbejdstilsynet uddyber.

Opdateret 26. juli kl. 12.55: Godset melder til Landbrugsavisen.dk, at lægerne vurderer, at den meget beskadigede ben kan hele fint, så den ulykkesramte kun får meget få mén. Han opereres sidste gang fredag.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle