Godsejer byder indenfor i nedbrændt herregård - på eget ansvar

For tre år siden, i 2013, brændte store dele af den fredede herregård Sparresholm - i dag står resterne stadig tilbage som en ruin.

På lørdag får offentligheden en sjælden mulighed for at opleve ruinen og høre om tankerne bag
genopførelsen af mere end 400 års historie.

Alle bydes indenfor i selve ruinen samt til at opleve en plancheudstilling ved ruinen, hvor hele projektet beskrives og illustreres og ”sanses”.

"ADGANG TIL RUIN ER PÅ EGET ANSVAR," skriver godset med store bogstaver i invitationen - og med oplysning om, at der udleveres sikkerhedshjelme i indgangen og der lukkes et begrænset antal personer ind i ruinen ad gangen på grund af sikkerhedsmæssige grunde.

Over for Landbrugsavisen.dk fortælller godsejer Thomas Garth-Grüner, at projektet med at genopbygge den gamle herregård langsomt skrider frem.

"Jeg må indrømme, det er et stort projekt," siger han.

Godset har for nyligt lavet et udbud på råhuset, altså renovering af tag og murværk. De skal snarest gennemgå tilbud og træffe en beslutning. Den næste del - at fylde rammerne ud - er et større projekt.

Forsikringen dækker kun de forårsagede skader, men ikke de forandringer, som Thomas Garth-Grüner anser for nødvendige på den gamle bygning, eksempelvis forbedring af fundament og kælder.

Det koster store summer, som han ikke selv kan betale. Derfor er planen at søge finansiering fra forskellige fonde.

"Lige til at starte med er det ét skridt af gangen," siger Thomas Garth-Grüner.

Inden branden boede han på godset, men bor lige nu i København. Han arbejder ved Nykredit og har bortforpagtet godsets jord og har derudover ansatte til at stå for blandt andet udlejning af ejendomme og jagt.

Renaissance-hovedbygning er opført af Jens Sparre i 1609. De to avlsbygninger - kostald og hestestald - er opført i 1927 efter en brand. Læs mere om historien her. Slots- og Kulturstyrelsen skal godkende genopbygningsplanerne for den gamle herregård.

 

Faktaboks

Arrangementet er støttet af ”Byd Indenfor”-kampagnen under Realdania.

Der er parkering ved avlsgården.

Mulighed for at købe kaffe/te, sodavand, pølser og kage.

Pris

kr. 20,- (børn under 12 år gratis)

Adgangsforhold for handicappede og dårligt gående er ikke mulig pga. trappe og stillads, men adgang til have og gårdsplads samt udstilling er mulig.

Sted

Sparresholm

Sparresholmvej 4

Holmegaard, 4684 Danmark

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle