Godsejere på fremstød i Bikini Berlin

Godsejere vil sælge deres hampeprodukter til miljøbevidste tyskere. Nu er de med i en pop-up-butik i et indkøbscenter i Berlin, hvor både Anne Sophie og Stig Gamborg vil være med.

Møllerup Brands, som er en del af Møllerup Gods, åbner i samarbejde med Nordisk Tang en pop-up butik i det berlinske indkøbscenter Bikini Berlin.

Møllerup Gods, der ejes af Anne Sophie og Stig Gamborg, har i løbet af kort tid øget hampearealet eksplosivt. Næste år forventer de et areal på 1000 hektar, både på deres eget og andre Djurland-landmænds areal. Godsejerne har selv opdrevet nye afsætningsmuligheder for planten, blandt andet hudplejeprodukter og til salater i 7-Eleven-butikker.

Åbningen af pop-up-butikken, et midlertidigt salgssted, finder sted den 2. marts, hvor godsejerparret vil være til stede i butikken.

Møllerup har netop testet deres produkter under Grüne Woche, en landbrugs-uge, i Berlin og senest på økomessen Biofach i Nürnberg.

"Specielt på Biofach, som netop er overstået, er vi blevet utroligt positivt overraskede over modtagelsen af vores produkter," siger godsejer Anne Sophie.

"Det har været overvældende at opleve, hvor stor efterspørgslen er efter hamp og hampeprodukter."

Bikini Berlin ligger i området Kurfürstendamm i hjertet af Berlin. Kendetegnet for netop Berlin, er en befolkningssammensætning der går meget op i kost, sundhed og motion, melder godsejerne.

Nordisk Tang, der gennem en længere periode har forberedt pop-up butikken, har inviteret Møllerup med som partner.

Henrik Rendbøll, direktør for Møllerup Brands, ser frem til at teste deres produkter ’live’, hvilket han mener vil give uvurderlig information om markedet, som de kan bruge i deres udviklingsarbejde og forhandlinger med kæderne.

Faktaboks

Møllerup Gods begyndte at producere hamp i 2015, hvor det blev til 30 hektar.

I 2016 blev de første produkter introduceret og siden er det blevet til ca. 30 fødevareprodukter og ni kosmetikprodukter.

I 2016 høstede godset 500 hektar, og i 2017 forventes det at blive ca. 1.000 hektar.

Godset melder, at de således er den største skandinaviske producent af hamp.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle