Godser høster ramsløg - og bruger som foder

De 5 Gaarde høster ramsløg - som vokser i stort omfang i deres egne skove - og fodrer kyllingerne med det.

De skal høstes med en særlig maskine, varmebehandles og tørres.

Det lyder måske omstændeligt, men er det hele værd. Sådan lyder erfaringen indtil videre fra De 5 Gaardes Claus Hviid om deres nye koncept med at høste ramsløg i skoven og bruge som kyllingefoder.

"Det kom faktisk i stand, fordi Aarhus Universitet i Foulum tidligere har kørt forsøg omkring ramsløgs positive indvirkning på immunforsvar, c-vitamin og forbedret fordøjelse hos kvæg", beretter Claus Hviid.

"Vi er ikke på et niveau, hvor vi måler det, men vi tog de resultater til indtægt, da vi tænkte, at det nok også ville være gavnligt i kyllingeproduktionen," beretter han.

Der vokser store tæpper af ramsløg i skovbunden ved Wedellsborg, Frijsenborg og Gyllingnæs. Ved Wedellsborg er der høstet fem ton i marts-april, og derudover er der også høstet en del ved Gyllingnæs.

Det er Dines Holm, der driver virksomheden Urtefarmen, som har den særlige maskine, der kan skrælle det øverste af planten af, så løget bliver i jorden. Kyllingeproduktionen er meget opmærksom på smittefare, så for at fjerne eventuelle jordbakterier blancheres planterne. Herefter tørres de og hakkes. Det er virksomheden Sønderjysk Kål, der står for den del.

Ramsløget serveres for kyllingerne året rundt.  Det er ikke en del af fuldfoderblandingen, men er en option, der ligger på strøelsesmåtterne.

"De vil gerne have det. De går og roder i det og skraber i det. Det dufter i øvrigt fantastisk", beretter Claus Hviid.

"Selv når kyllingerne er helt små, tager de det gerne. På strøelsesmåtterne lægger vi en bane med ramsløg, og de går i det med det samme. Jeg tænker, de bliver tiltrukket af duften af det. Det vil de rigtig gerne have," siger han.

De 5 Gaarde hævder ikke, at urterne har en særlig effekt for dyret eller på kødet. Men de skriver på emballage, at kyllingerne er fodret med urter fra egen skov.

Selvom det sikkert kunne være billigere at indkøbe ramsløg, så har det en god værdi over for forbrugeren at benytte deres eget ramsløgtæppe, vurderer man hos De 5 Gaarde.

"Vi synes bare, at historien er så god. Vi har taget noget fra en anden proteinklasse – kvægdriften – men synes bare at tanken var så god, at hvis det kunne fordøjes – det kunne det sagtens – så var det noget, der er frit og naturligt forekommende i vores egen skov, og så kunne vi tage det og benytte det," siger Claus Hviid.

De 5 Gaarde er startet med at servere ramsløget for kyllingerne på Frijsenborg, men serverer endnu ikke ramsløg for kvæget på Gyllingnæs.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle