Høj pris fra A/S Hjalmar Nielsen

Forædlingsselskabet Himmerlandskød A/S trækker opad for landets næststørste kreaturslagteriselskab.

Vi er tilfredse med 2015-resultatet, men også med at vi har betalt en konkurrencedygtig pris for dyrene.«

Det siger slagteridirektør Lars Rosbjerg Andersen, A/S Hjalmar Nielsen, forud for selskabets generalforsamling i næste uge.

De to slagterier i Aalestrup og Kjellerup kommer hver især ud med et lavere årsresultat end året før som følge af en ugunstig udvikling i forholdet mellem salgspriser og afregningspriser til landmændene. Men nedgangen opvejes delvis af et overskud i forædlingsselskabet Himmerlandskød A/S på 4,5 mio. kr. mod et underskud på 1,4 mio. sidste år.

»Resultatet kommer af, at vi har øget salgsindsatsen i selskabet. Men vi mærker også en stadig større interesse for dansk kvalitetskød fra indkøbere og forbrugere,« siger Lars Andersen.

Højere pris i 2015

I alt modtog de to slagterier i 2015 cirka 73.000 dyr, svarende til cirka 23,5 pct. af de danske slagtedyr.

»Vi har betalt 22.96 kr. pr. kg som gennemsnit for alle dyr. Det er en højere pris end året før og på den rigtige side af vores konkurrenter i markedet,« konstaterer direktøren.

»Samlet set er resultatet tilfredsstillende, og vi er glade for at kunne betale godt for dyrene i en krisetid. Men at mælkeproducenternes økonomi er i bund, er naturligvis også en stor bekymring for os.«

Hadsund købt til

Fra 1. januar er Nordic Beef Hadsund A/S købt til og udgør nu en integreret del af gruppen. Slagteriet i Hadsund slagtede sidste år cirka 20.000 dyr, hvilket forventes at stige til cirka 25.000 dyr i år.

»Vi regner med, at vores andel af de danske slagtekreaturer vil ligge på cirka 25 pct.« siger Lars Andersen.

Thise-køer til Coop

Fra 1. juli skal kreaturerne fra leverandører til Thise Mejeri slagtes i Hadsund, før de bliver til økologisk oksekød i Coops butikker. Lars Andersen forventer, at aftalen vil gælde cirka 4.000 dyr på årsbasis.

Fra starten af 2016 er Kjellerup Eksportslagteri A/S fusioneret med Himmerlandskød A/S som led i et generationsskifte.

Faktaboks

Over 100 års slagterihistorie

  • Aalestrup Eksportslagteri blev grundlagt i 1910 og kort efter overtaget af slagtermester Hjalmar Nielsen, der drev selskabet indtil sin død i 1954. Hans familie overtog selskabet og driften.
  • I dag ejes virksomheden af Lars Andersen, som har siddet i førersædet siden 2000. Næste generation er på vej ind som ejere.
  • I 2008 kom opskæringsvirksomheden Himmerlandskød i Farsø til, og i 2012 udvidede A/S Hjalmar Nielsen slagtekapaciteten med købet af Kjellerup Eksportslagteri.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle