Halv milliard mere til minkavlerne

En tiltrængt stigning i prisen på minkskind luner. Men for de fleste avlere står der røde tal på bundlinjen, når 2017 gøres op.

500 mio. kr. ekstra i kassen til de danske minkavlere. Det er resultatet af den prisstigning på minkskind, der har været på Kopenhagen Furs fem auktioner i år.

Da årets sidste auktion hos sluttede i sidste uge, blev det klart, at den gennemsnitlige pris for et dansk minkskind landede på 262 kr. mod 235 kr. sidste år. Det svarer til en prisstigning på 11,5 procent. Og havde det ikke været for en faldende dollarkurs, havde stigningen været omkring syv procent højere, fortæller pelsdyravlernes formand Tage Pedersen.

To udfordrende år

For en gennemsnitlig avler betyder den opnåede prisstigning en ekstra indtægt på cirka 350.000 kr. i forhold til sidste år. Det er noget, der luner i en økonomisk stram tid.

»Økonomisk set har både sidste år og i år været udfordrende for minkavlerne«, siger konsulent Hans Henrik Møller, Kopenhagen Fur.

I gennemsnit kostede det sidste år cirka 300 kr. for en dansk minkavler at fremstille et skind. Det viser tal fra de 119 minkavlere, der indberettede deres regnskaber til Seges’ økonomidatabase. Beløbet inkluderer løn til ejer, afskrivninger og forrentning af aktiver.

Hvis den gennemsnitlige udgift til at fremstille et skind også i år har været cirka 300 kr., så manglede den gennemsnitlige minkavler sidste år 65 kr. og i år 38 kr. pr. skind for at matche omkostningerne til fremstilling.

»Erfaringen er, at det tager tid at reducere omkostninger og dermed sænke nulpunktet«, siger Hans Henrik Møller.

»Men når der tages hensyn til de regnskabstekniske ting i form af afskrivninger, ejerløn, finansiering og investeringer, har rigtig mange avlere balance i likviditeten med de nuværende skindpriser«.

»Det vigtigste for avlerne lige nu er derfor at have fokus på de kontante udgifter og få afklaret, om det er nødvendigt at få ekstra kassekredit til at gennemføre produktionen i det kommende år«.

Om udsigten for skindprisen i 2018 er pelsformand Tage Pedersen behersket positiv:

»Prisen bestemmes af salget af frakker, jakker m.m. i de fem måneder fra oktober til og med marts. Derfor et det rigtig svært at sige noget med sikkerhed om skindprisen lige nu«.

»Men faktum er, at vi i år solgte skind til produktion på fabrikkerne i modsætning til sidste år, hvor der blev solgt meget til lager og dermed spekulation. Det tyder på, at der er ved at komme en bedre balance mellem udbud og efterspørgsel«.

»Dertil kommer, at den samlede verdensproduktion af minkskind ser ud til at falde yderligere. Det er med til at påvirke markedet i positiv retning, og alt i alt ser jeg et lille lys forude«, siger Tage Pedersen.

Billige skind udefra

Prisen på udenlandske skind var igen i år markant lavere end på danske skind. Udenlandske skind kostede i år i gennemsnit 207 kr. mod 184 kr. sidste år.

Prisforskellen på 51 kr. sidste år og 55 kr. i år skyldes forskellen i kvalitet på danske og udenlandske skind.

Faktaboks

Pris danske skind

  • 2011: 401 kr.
  • 2012: 502 kr.
  • 2013: 612 kr.
  • 2014: 324 kr.
  • 2015: 386 kr.
  • 2016: 235 kr.
  • 2017: 262 kr.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle