Han sender 7.500 slagtesvin ekstra til Rønne

Lennart Westh ved Klemensker tog en ny stald med 1.800 stipladser i brug i marts måned.

»Det var nyhustillægget på 15 øre pr. kg i fem år, der gav det sidste skub til at bygge stalden. Tillægget udgør trods alt 400.-500.000 kroner over de fem år eller 8-10 procent af byggeprisen på cirka 4,9 mio. kr.«

Det forklarer Lennart Westh, der driver Simblegård ved Klemensker, hvor han sidst i marts satte de første grise ind i en nybygget stald med 1.800 stipladser. Det første hold fra stalden er leveret for nylig, og de bidrager dermed til det mål på 50.000 slagtesvin ekstra, som er opstillet for at redde DC Rønne fra lukning.

Med den nye stald kommer Lennart Westh op på en samlet leverance på 24.-25.000 slagtesvin om året, og med forøgelsen opnår han desuden en stigning i markedstillægget fra 6 til 10 øre pr. kg efter Danish Crowns gældende regler. Tillægget er for alle kg og har dermed også en betydelig vægt i regnskabet.

Tænk langsigtet allerede nu

»Foreløbig har jeg ikke yderligere udvidelser på tegnebrættet,« siger Lennart Westh, der køber sine grise ved 7 kg fra en enkelt producent af smågrise.

Han driver cirka 650 hektar og fodrer dels med eget korn til vådfoder, dels med færdigfoder fra 7 til 30 kg.

»Foder er lidt dyrere på Bornholm end i resten af landet på grund af transporten,« siger Lennart West, der dog ikke vil give Bornholms ø-status ansvar for, om slagteriet overlever på langt sigt.

»Jeg håber, alle parter nu vil starte arbejdet på en løsning ud over de fem år,« siger han.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle